DM Inde 2017 afgjort

Skovbakken Tennis, som fornyeligt var vært for Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Marokko, sørgede for fine rammer for DM Inde 2017. Ugen bød på godt spil og god stemning.

Hele ugen har der været stor aktivitet i Skovbakken Tennis, hvor de individuelle danmarksmesterskaber indendørs, også kaldet DM Inde, skulle afgøres.  Langt størstedelen af tennisdanmark gik glip af finalerne, hvor favoritterne henholdsvis sejrede og måtte se sig slået.

Damesinglefinalen

Første opgør på finaledagen var damernes singlefinal,e som stod mellem Emilie K.S. Hansen (KB) og Hannah Viller Møller (HIK).  Hannah Viller Møller var fra turneringens start seedet 2 i turneringen, mens Emilie var seedet 8.

Dermed havde Hannah Viller Møller favoritrollen, som hun også klart levede op til. Efter 45 minutter kunne Hannah kalde sig vinder af DM Inde 2017 med cifrene 6-0, 6-2. Som resultatet indikerer var Hannah stærkest kampen igennem. Andet sæt så flere dueller og bedre spil fra Emilie K.S. Hansen, men Hannah var for godt spillende til at Emilie kunne komme tilbage i kampen.

Herresinglefinalen

Andet opgør på finaledagen var herresinglefinalen mellem Maxim Landa (HRT) og Nicolai Ferrigno (KB). Maxim Landa var fra turneringens start seedet 1 i turneringen, mens Nicolai Ferrigno var seedet 5.

I første sæt lagde Ferrigno stærkt ud og kom foran 5-1, men Landa kæmpede sig tilbage til 5-4. Ferrigno tog dog sættet til sidst ved at breake til 6-4. I starten af andet sæt fulgtes de to spillere ad med enkelte meget lange partier. Til sidst trak Ferrigno dog fra og lukkede sættet og dermed kampen 6-4, 6-3.

Omkring 40 tilskuere var mødt op for at overvære finalerne på en flot lørdag i Aarhus. Formand i JTU og bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund, Pia Vedel Ankersen, uddelte medaljerne til finalisterne på vegne af DTF.

Doublefinalerne

Doublefinalerne blev spillet om torsdagen, hvor de to kampe blev afviklet side om side. Guldet i damedouble gik til Catrine Bjerrehus (Aarhus 1900) og Maria Jespersen (Gentofte), mens Karina I. Jacobsgaard (KB) og Mai Grage (KB) tog sølvet. Hos herrerne gik guldet til Aarhus 1900’s Christian Berg Thuesen og Esben Hess Olesen, mens singlefinaledeltagerne Maxim Landa (HRT) og Nicolai Ferrigno (KB) tog sølvet.