Pressemeddelelse – Ny direktør for Dansk Tennis Forbund

Klaus Nørby Jakobsen fra Birkerød får opgaven med at vende medlemsudviklingen i dansk tennis – i samarbejde med klubberne

Dansk Tennis Forbund har ansat en ny direktør. Den bedste mand er udpeget efter en proces med 30 ansøgere.

Valget er faldet på 51-årige Klaus Nørby Jakobsen, en kendt person i tenniskredse gennem en række år, men samtidig den fornyer, som bestyrelsen har lagt vægt på at finde.

Klaus er i dag formand for Birkerød Tennisklub, men han kommer fra Nordjylland og startede sin tenniskarriere for 40 år siden i Viborg. Siden har han også været i Espergærde i Nordsjælland, ALTS i Aarhus samt i Holte og nu Birkerød nord for København.

Nu skal han være hele Danmarks tennisdirektør, og han får som sin fornemmeste opgave at bringe tennis tilbage på landkortet ved at styrke samarbejdet mellem klubber og unioner, så antallet af tennisspillere begynder at stige igen. I dag er antallet af medlemmer i Dansk Tennis Forbund ca. 57.000 mod ca. 120.000 for 25 år siden.

Positiv forandring via samarbejde

”Det er en stor udfordring, som vi og vores nye direktør har, men med den energi og positivitet, han kommer med, så er jeg sikker på, at vi får vendt udviklingen. Klaus er meget engageret. Man kan virkelig mærke, at det er en udfordring, han har evner og lyst til”, siger formanden for bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen og tilføjer:

”Klaus kender tennismiljøet indefra, men han ved godt, at vi er nødt til at skabe forandringer, hvis vi skal have vendt udviklingen. Og han er helt med på, at det skal ske via samarbejde og synlighed”.

”Jeg er sikker på, at vi har fundet den rigtige til jobbet i et felt af ansøgere, hvor der var adskillige kvalificerede, rigtig gode kandidater”.

Dialog, åbenhed og fokus på foreningsidrætten

Den nye direktør betegner selv direktørposten som et drømmejob.

”Det bliver fantastisk at skulle være med til at udvikle dansk tennis, og jeg er meget opmærksom på, at vi som forbund skal levere varen over for klubberne i hele Danmark, både de små, de mellemstore og de største. Alle skal kunne se deres fordel i at være medlem af Dansk Tennis Forbund”, siger Klaus Nørby Jakobsen, der frem for alt vil sørge for åbenhed, dialog og samarbejde.

Det er ikke mere end et halvt år siden, Klaus blev formand i Birkerød Tennisklub, en post han lidt med vemod er nødt til at forlade i kraft af sit nye job, men han glæder sig til gengæld til at favne hele Danmark plus det internationale samarbejde.

”Vi skal fortælle den gode historie om tennis, som vi kender den, og konstant støtte de mange nye og spændende måder at dyrke tennissporten på, fx ”Play & Stay”, ”Cardiotennis” og ”Padeltennis”. Samtidig skal vi styrke foreningsidrætten, som er under pres i disse år. Idrætsudøvere skal ikke bare være brugere men også selv bidrage. Det sociale fællesskab er vigtigt. Nye spillere kommer i klubberne på grund af tennisspillet, men de bliver på grund af det sociale”, lyder det fra den nye direktør.

Udvikling i klubberne og flere medlemmer

Der er mange ting i støbeskeen for fremtiden, så hverken den nye direktør eller bestyrelsen kommer til at kede sig. Dansk tennis er med i det store DGI og DIF samarbejde, ”Bevæg dig for livet”, der har som målsætning at øge antallet af motionsaktive og foreningsmedlemmer drastisk, og DTF er også selv i gang med mange fremadrettede projekter, fx omkring klubudvikling, IT og ny turneringsstruktur.

Klaus Nørby Jakobsen har været leder i forskellige sammenhænge i 20 år – senest som udviklingschef på Birkerød Gymnasium og uddannelsesdirektør på Niels Brock. Han tiltræder i sit nye job i Dansk Tennis Forbund pr. 1. januar 2017.