Coronavirus: Ventetiden varer lidt endnu

Dansk Tennis Forbund støtter op om DIF og DGI’s udmelding om at bevare tålmodigheden med lukningen af udendørs idrætsaktiviteter. Klubberne kan godt gøre deres baner klar til sæsonen.

 

I en fælles melding fra idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI, der mandag blev sendt ud til alle foreninger, fastholdes anbefalingen om at holde både indendørs- og udendørsidrætter lukket lidt endnu. Se hele udtalelsen fra DIF og DGI.

DIF og DGI har henover påsken været i kontakt med Kulturministeriet og Sundhedsministeriet om, hvordan man kan benytte de udendørs idrætsanlæg på en forsvarlig måde inden for de eksisterende regler i foreningsregi.

I Dansk Tennis Forbund havde vi håbet, at det havde udmøntet sig i, at vi nu kunne anbefale brugen af udendørs tennis- og padelbaner. Men Dansk Tennis Forbund støtter op om DIF og DGI’s anbefaling og opfordrer alle klubber til at vente lidt endnu, inden der spilles på landets baner.

Det er vigtigt for DTF at stå skulder ved skulder med resten af foreningsidrætten og udvise samfundssind i en svær tid.

Samtidig ligger rigtig mange tennisklubber på kommunale anlæg. I dialogen med kommunen og øvrige myndigheder har det langt større gennemslagskraft, hvis idrætten kan komme med en samlet anbefaling, der er koordineret med Kulturministeriet og Sundhedsministeriet.

Gør gerne banerne klar

Når Dansk Tennis Forbund på forsvarligt grundlag forhåbentlig meget snart kan anbefale udendørs spil på tennis- og padelbaner, så er vi klar til at rådgive klubberne om forholdsregler for at undgå smitte.

Dansk Tennis Forbund kan på nuværende tidspunkt anbefale klubberne at gøre deres udendørsbaner klar til brug.

Ved klargøring af baner til sæsonstart gælder sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger for at minimere smittespredning. Find anbefalingerne her. Vær grundige med at holde god afstand og sprit udstyr og materialer af inden og efter brug.