Også DTF’s æresnål og DTF’ fortjenstnåle blev uddelt til markante bidragydere til dansk tennis på Dansk Tennis Forbunds generalforsamling.
På Dansk Tennis Forbunds årlige generalforsamling i Idrættens Hus i Brøndby blev en række fremtrædende profiler og en traditionsrig klub hædret for deres store indsats for dansk tennis. Til at overrække hædersbevisningerne stod bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund Dorte Klüwer.
DTF’s guldnål

Den fornemste hæder, DTF’s guldnål, blev tildelt Henrik Thorsøe Pedersen for at have udmærket sig i særlig høj og værdifuld grad for tennissporten. Henrik Thorsøe Pedersen var formand for Dansk Tennis Forbund fra 2016 til 2024, og i marts 2024 blev han valgt som præsident for det europæiske tennisforbund, Tennis Europe. Dermed blev han den første fra et nordisk land til at bestride posten. Han har desuden tidligere været formand for Sjællands Tennis Union. I 2022 modtog han DTF’s æresnål.
DTF’s æresnål

DTF’s æresnål blev i år tildelt Henrik Maris for mangeårigt værdifuldt arbejde for dansk tennis. Henrik Maris har i en årrække været aktiv i Sjællands Tennis Union og senere i bestyrelsen for Dansk Tennis Forbund, hvor han fra 2021 til 2024 var næstformand. Han har også gjort sig bemærket internationalt, blandt andet gennem sit arbejde i ITF’s Advantage All Committee, der arbejder for lige muligheder for kønnene i tennissporten. I dag er han medlem af Tennis Europes Gender Equality Committee. I 2022 modtog han DTF’s fortjenstnål.
DTF’s fortjenstnål

To mangeårige interne revisorer blev hædret med DTF’s fortjenstnål. Steffen Wanscher modtog nålen efter 14 år som intern revisor, mens Kristian Danstrup blev hædret for 13 års arbejde i samme rolle. Begge har valgt at stoppe som interne revisorer i år.
DTF’s ærestegn

DTF’s ærestegn gik til Thomas Rosenmejer for en markant og værdifuld indsats for dansk tennis – både administrativt og som træner. Ærestegnet, et cigaretetui skænket af grosserer H.T. Waagepetersen og indgraveret med flere af datidens tenniskoryfæers navne, tildeles efter indstilling fra en lokalunion. Thomas Rosenmejer hædres for sit arbejde som turneringskoordinator i SLTU, nu Tennis Øst, samt som træner i Brøndby Strand Tennisklub.
Mogens Pagh-pokalen

Endelig blev Mogens Pagh-pokalen uddelt. Pokalen gik for sjette år i træk til KB. Den evigt vandrende pokal er udsat af Dansk Tennis Forbunds tidligere formand Mogens Pagh og tildeles hvert år den klub, der samlet opnår de bedste resultater ved DTF’s ungdomsmesterskaber – både indendørs og udendørs – samt har juniorspillere, der klarer sig godt ved internationale turneringer.
Årets Tennisklub
På generalforsamlingen blev også Årets Tennisklub uddelt – både for 2024 og 2025. Læs mere om prismodtagerne her.