Inspiration til pickleball

Overvejer I at starte pickleball op i jeres forening? Måske er I netop begyndt med pickleball, eller også har I allerede været i gang i noget tid. I alle tilfælde tror vi på, at det vil være en god ide med et inspirationskursus fra Dansk Tennis Forbund og DGI.

Det får I med et inspirationskursus

Et inspirationskursus henvender sig til de relevante trænere, ledere, nysgerrige og ildsjæle i foreningen, så flest muligt bliver klogere på pickleball i praksis – og kan løfte aktiviteterne for medlemmerne og potentielle nye medlemmer.

Inspirationskurset er et tre timers tætpakket kursus, hvor sjov, læring og inspiration fylder hele programmet. Alle tre timer foregår på banen, hvor fokus er på masser af praktik og træningsøvelser. Herudover er der selvfølgelig en kort intro og afslutning med lidt teori og input til aktiviteter.

Vi kommer rundt om regler, teknik og spilforståelse. Derved får foreningen og trænerne et kendskab til de grundlæggende ting i den frembrusende sport. Samtidig kommer vi med adskillige input til øvelser, som kan tilpasses til både begynderen og de let øvede. Efter inspirationskurset vil foreningen være klar til at tilbyde og vise, at pickleball er for alle.

Lad os komme i gang

Det er gratis at få et inspirationskursus hos jer, hvis jeres forening både er medlem hos DGI og Dansk Tennis Forbund. I skal blot stille med et halgulv – gerne med badmintonstreger – så kommer vi med resten.

Ellers er prisen 3.500 kroner.

Er I nysgerrige? Så kontakt os med det samme.

Nathali Thorius
Uddannelseskonsulent
nat@tennis.dk
+45 40 48 97 33