Det danske kvindelandshold i tennis spiller fra 7.-11. april i Portugal – og alle kampe kan følges live på Dansk Tennis Forbunds YouTube-kanal.

Når Danmarks kvindelandshold i tennis i denne uge skal spille Billie Jean King Cup i Portugal, kan danske tennisfans følge med hjemmefra.
Dansk Tennis Forbund streamer nemlig alle Danmarks kampe direkte på forbundets YouTube-kanal, hvor fans kan se med og heppe på det danske hold gennem hele turneringen.
Turneringen spilles fra 7.-11. april i Oeiras, hvor Danmark deltager i Europe/Africa Group I sammen med 15 andre nationer. Her kæmper landene om vigtige placeringer i den internationale landsholdsturnering.
Ved lodtrækningen blev Danmark placeret i pulje med Tyskland, Portugal og Sverige. Det betyder, at Danmark i løbet af de første tre spilledage skal møde alle tre nationer. Hvert opgør består af to singler efterfulgt en double.
Det ligger allerede fast, at Danmark åbner turneringen tirsdag den 7. april mod Sverige. Resultatet af den kamp får betydning for modstanderen dagen efter.
Hvis Danmark vinder over Sverige, møder holdet vinderen af opgøret mellem Portugal og Tyskland onsdag. Taber Danmark åbningskampen, venter i stedet taberen af det opgør. Torsdag spiller Danmark så mod det hold, de endnu ikke har mødt i puljen. Alle opgør starter kl. 12 dansk tid.
Der vil også være livestream fra Danmarks opgør fredag og/eller lørdag, men spilletidspunktet bliver først fastlagt, når puljespillet er afsluttet torsdag. Fredag og lørdag spilles der om oprykning, nedrykning og placering.
Dag 1: Danmark – Sverige
Spilles tirsdag den 7. april kl. 12.00 dansk tid
Dag 2: Danmark – Tyskland eller Portugal
Spilles onsdag den 8. april kl. 12.00 dansk tid
Dag 3: Danmark – Tyskland eller Portugal
Spilles torsdag den 9. april kl. 12.00 dansk tid
Den danske trup
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (21 år)
- Klub: KB
- Rangering: 595
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (20 år)
- Klub: KB
- Rangering: 681
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Emma Kamper
- Født: 25. juni 2004 (21 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering: 1111
- Billie Jean King Cup-debut: 2025
Sophia Ragus
- Født: 28. februar 2008 (18 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering: Ingen rangering
- Billie Jean King Cup-debut: Mulig debut
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
OM BILLIE JEAN KING CUP
Danmark spiller i Europe/Africa Group I i Billie Jean King Cup fra den 7.-11. april i Oeiras i Portugal.
16 nationer deltager i turneringen, der spilles på grus, og holdene er ved lodtrækning blevet fordelt i fire puljer med fire hold i hver. I puljerne møder alle hold hinanden.
Danmark spiller i Pulje D mod Tyskland, Portugal og Sverige.
De fire puljevindere går videre til oprykningsspillet. Her møder vinderne fra pulje A og D hinanden, mens puljevinderne fra B og C krydser klinger. Vinderne af de to opgør sikrer sig direkte oprykning, mens taberne spiller en ekstra kamp om den tredje og sidste oprykningsplads.
Holdene, der slutter som nummer to i puljerne, spiller placeringskampe om placeringerne fra nummer fem til otte, men kan hverken rykke op eller ned.
De to dårligst placerede hold i hver pulje spiller derimod om at undgå nedrykning. Holdene på tredje- og fjerdepladsen mødes på tværs af puljerne i direkte opgør, hvor taberne risikerer at rykke ned.
Turneringen afvikles fra tirsdag til lørdag med puljespil først på ugen og afgørende play-off-kampe i slutningen af ugen.