Har I en frivillig, holdkammerat eller en social indsats i jeres klub, der fortjener særlig anerkendelse? Nu er der åbent for indstillinger til tre af årets Sport 2026-priser.

Det er den tid på året. Nej, ikke jul. Men tid til at spidse pennen og indstille værdige kandidater til idrættens priser, som uddeles ved det store DR-show SPORT 2026.
Lige nu er der åbent for indstillinger til tre af årets SPORT 2026-priser:
- P. Møller Fonden og DIF’s Årets Holdkammerat
- AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig
- DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris.
Årets Holdkammerat
En god holdkammerat er med til at skabe fællesskab, bakke andre op og gøre en forskel – også uden for banen. I kan indstille en kandidat til A.P. Møller Fonden og DIF’s Årets Holdkammerat frem til 22. oktober.
Årets Frivillig
De frivillige er en afgørende del af dansk idræt, og med AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig er der mulighed for at give en særlig frivillig et ekstra skulderklap. Alle kan indstille kandidater frem til 18. oktober.
Idrættens Sociale Pris
DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris sætter fokus på de indsatser, hvor idrætten gør en særlig social forskel. Deadline for indstilling er 6. oktober.