I weekenden fandt både DTF Juniorholdturneringen og C WorldWide Veteranholdturneringen sin afslutning.
Hørsholm Rungsted lagde baner til Medaljespillet for den landsdækkende juniorholdturnering. Programmet bød på semifinaler lørdag og finaler og bronzekampe om søndagen.
KB kunne tage derfra med flest titler – tre i alt – mens yderligere fem klubber eller holdfællesskaber tog sig af de sidste rækker.
Hos de ældste piger i U16/U18 havde HRT flere gengangere fra sidste uges DM-finale i Elitedivisionen. Derfor var det heller ikke et totalt chok, at Hørsholm besejrede Furesø Tennis, der består af Hareskov-Værløse og Farum, i finalen. Bronzen gik til Gentofte.
Hos de jævnaldrende drenge kunne Holte lave sejrsdans, da KB blev slået med 4-1 i guldkampen. Også her var der bronze til Gentofte.
I U14 var der guld til KB hos både piger og drenge. HIK’s piger fik sølv. Det samme gjorde Gentoftes drenge.
Det sidste sæt guldmedaljer til KB kom efter en 4-1 sejr over B.93 hos U12 drenge. Pigeguldet blev vundet af Furesø Tennis, der slog Team Østjylland med 4-1. Sidstnævnte består af spillere fra Aarhus 1900, Skovbakken og ØBG Silkeborg.
For de yngste var der også holdturnering i Tennis10 – både med grøn og orange bold. Med grøn bold vandt B.93 den kønsneutrale række med en sejr over Gentofte i finalen.
Ved finalen i Tennis10 orange bold blev det helt lige, 3-3, mellem Øresund/KFUM og Team Fyn. Derfor skulle der tælles først vundne sæt og siden vundne partier. Den optælling gav guld til Øresund/KFUM.
Billetsalget er åbent
Det grå guld
Veteranerne var taget til Lyngby Tennis Klub for at få afgjort mesterskaberne i 40+, 50+, 60+ og 70+.
Hos de yngste af de ældste blev det for fjerde år på stribe til guld for Virum-Sorgenfri. Guldet kom i hus efter 6-1 over Øresund. Bronzen tog Hvidovre sig af.
Så var der straks mere kamp om det mest ædle metal i 50+. Her skulle der en golden matchtiebreak til for at afgøre opgøret mellem naboklubberne KB og Arbejdernes Tennisklub. Mixeddoublen med Tina Rogers og Stefan Ravnholt vandt den for ATK med 10-7. Aarhusianske ALTS vandt bronze.
I 60+ var der ingen slinger i valsen, da HIK slog Aarhus 1900 i finalen. Risskov tilkæmpede sig bronze via en sejr i golden matchtiebreak over KB.
Hos de allermest rutinerede udnyttede Lyngby hjemmebanen til at hive en sejr på 4-3 hjem over HIK. ALTS fik bronze efter en lige så tæt kamp mod Aalborg.
Dansk Tennis Forbund vil gerne ønske stort tillykke til alle medaljevindere i weekenden og takke alle, der har været med til at gøre de to slutspil til fede events.