Andenplads til det danske hold ved NM

Det var en tilfreds sportschef, der sammen med det danske hold er vendt hjem efter dette års nordiske mesterskaber i Oslo. Spillerne er både blevet en flot andenplads og erfaring rigere.

Det danske U14-hold ved nordiske mesterskaber. Foto: Espen Hildrup

Det danske hold er hjemvendt fra Oslo efter nordiske mesterskaber. Den tre dage lange holdkonkurrence for U13-hold fra Danmark, Norge, Sverige og Finland endte med en samlet, dansk andenplads.

Sidste år blev danske U13-hold udtaget, men på grund af corona blev nordiske mesterskaber udsat. Derfor er holdene ved dette års NM U14-spillere.

Danmark besejrede Norge og Finland, mens de måtte se sig slået af Sverige, der vandt overbevisende og tog guldet.

Tilfreds sportschef
Inden afrejse så sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, der udgjorde den ene del af holdets trænerteam, frem til en holdturnering, hvor særligt spillernes udvikling og sammenhold var i fokus.

Og turen blev godkendt både sportsligt og socialt.

”Jeg er tilfreds. Det var en god tur med et ikke helt uventet nederlag til Sverige. Det var fire hektiske dage i Norge med ”run” på og mange kampe, og der er meget at se til for spillerne. Andenpladsen er sportsligt godkendt. Selvom det var nogle lange dage, så var spillerne modtagelige overfor nye inputs”, fortæller Jens Anker Andersen.

Turen var god læring for de unge spillere, der leverede en ”helstøbt indsats”.

”Det er altid sjovt for spillerne at spille mod nogle spillere, som de ikke spiller mod så ofte,” siger Jens Anker Andersen.

Sportschefen fra DTF sender desuden en stor tak afsted til sportchefen for Tennis Øst, Kim Hansen, der med kort varsel sprang til og udgjorde den anden del af det danske trænerteam.

SE ALLE RESULTATERNE FRA NM HER

 

Se flere billeder fra NM herunder:

Foto: Espen Hildrup

 

Foto: Espen Hildrup

 

Foto: Espen Hildrup