Til et foreningstilbud i Holstebro mødes næsten 70 seniorer ugentligt for at spille padel i et padelcenter. Succesen består blandt andet af SMS’er, et hyggeligt netværk og sved på panden.
Hver mandag morgen. Tre timers padel. Næsten 70 seniorer. For både padelcentre og foreninger lyder det nok som et drømmescenarie. For både Padel Zone Holstebro og DGI Vestjylland Holstebroegnen er det virkelighed. Drømmen er udskiftet med et ægte scenarie.
Siden sommeren 2021 har DGI Vestjylland Holstebroegnen stået for en padelklub, hvor seniorer fra 60 år har mulighed for at svinge både træbenet og battet under et spil padel. Dysterne finder sted i formiddagstimerne, og de fremmødte melder blot deres ankomst et par dage forinden.
Langt hen ad vejen er strategien for foreningstilbuddet overraskende simpel, men alligevel kan det være svært at spille efter samme taktik i praksis. Derfor er indsatsen bag den store succes en fascinerende, inspirerende og ganske tidløs fortælling.
”Folk finder vores arbejde helt fantastisk, men vi gør egentlig ikke så meget”
Alle foreninger burde have deres egen Birte Ahle. I omkring 40 år har hun været en passioneret ildsjæl i det danske foreningsliv, hvilket den seneste rum tid er kommet især ældre motionister til gode. Foreningskvinden har blandt andet været med til at starte henholdsvis en cykel-, gå- og padelklub for seniorer i Holstebro og omegn. Sammen med de andre ildsjæle bag initiativerne forstår hun sig på at skabe målrettede aktiviteter til det grå guld.
”Det er vigtigt at huske, at seniorer er meget friske. Man burde ikke engang kalde dem seniorer, men vi har ikke et bedre dansk ord for det. Jeg kalder dem selv for power-seniorer. De går både op i egen velvære, motion og at holde sig i gang, mens de også prioriterer fællesskaber. Samtidig skal der helst være nogen, som hjælper dem med at kombinere det. Det er netop der, hvor foreningsdelen kommer ind i billedet,” siger Birte Ahle.
Den værdifulde kombination af motion og socialt samvær er nøglestenen bag den nye padelklub, som Birte Ahle har stablet på benene. I bagagen havde hun gode erfaringer med lignende aktiviteter fra lokale motionstilbud såsom Idræt om Dagen og Aktiv Torsdag, som DGI Vestjylland Holstebroegnen også er med til at arrangere. Alligevel kom den store interesse og opbakning til det nye initiativ bag på hende.
”Den dag vi startede, håbede jeg, at der bare i det mindste ville komme 10 mennesker, men der stod hele 49 klar. Det var helt vildt. Og jeg ved slet ikke, hvordan vi har fået endnu flere med siden da,” fortæller Birte Ahle, der på trods af sin beskedenhed kunne opridse nogle af de populære tiltag, som for hende lå lige til forhånden.
Mobiltelefonen: Nøglen til tilmelding og betaling
I kontorskuffen har foreningen en liste over sine medlemmer. En lille uge inden den kommende træning får samtlige personer på listen tilsendt en SMS. Tekstbeskeden minder dem om, at de kan booke én time med padel i tidsrummet 9-12, hvor banerne står til rådighed for dem. Foreningen noterer retursvar med ønsket tidspunkt og navn, og intet retursvar betyder intet fremmøde. Det lyder simpelt. Det virker.
”Power-seniorerne synes, at det er let at få en SMS. Så skal de bare svare med et tidspunkt, i stedet for at de skal ind på en computer og melde sig til. Hvis der er fyldt op, så hjælper jeg dem med at booke deres egen bane på et andet tidspunkt. Hvis de ikke vil have noget, så er de stadigvæk med på listen til ugen efter,” fortæller Birte Ahle.
Når medlemmerne møder op i padelcentret på dagen, betaler de et engangsbeløb kontant eller over telefonen. Den form for kontingentbetaling er helt bevidst, da ildsjælene erfarer, at den ældre målgruppe ønsker det sådan.
”Vi har fundet ud af, at den her målgruppe med 60+ godt kan lide, at vi ikke har et årligt kontingent. Vi kan jo sagtens gøre, at vores tilbud om padel koster et beløb for hele vinteren. Men hvad nu hvis, at der pludselig kommer en afbudsrejse? Så er de væk i tre uger. Med det samme føler de, at de ikke får brugt deres kontingent. På den her måde får man, hvad man betaler for,” forklarer Birte Ahle.
Fire gode råd fra Birte Ahle
- Lav samarbejdsaftaler. Vi samarbejder blandt andet med Faglige Seniorer Vestjylland, som kender målgruppen, og Padel Zone Holstebro på grund af deres padelbaner og instruktører.
- Modtag betaling per gang, hvis du har en ældre målgruppe.
- Opret en forening. På den måde kan du blandt at søge midler hos puljer og kommunen.
- Kast jer ud i det. Mit motto er, at hvis man ikke har prøvet det af, så kan man ikke sige, at det ikke dur. Held og lykke!
Kage, kaffe og kampe mod andre seniorer
Der skal dog mere til end den nemme form for tilmelding, før de ældre motionister flokkes til padelbanerne. Før eller efter de intensive dueller står den på kaffe, rundstykker og til tider kage. De hyggelige rammer ryster dem sammen og skaber nogle unikke sociale relationer.
”Det er vigtigt for dem, at de kan sætte sig ned med en kop kaffe og få et andet netværk end familie, venner og naboer. Nogle gange er der tilmed nogen, der sammen tager til koncert eller ud for at spise. Derfor er der nogle ekstra gode ting ved, at man er med i det her forpligtende fællesskab,” fortæller Birte Ahle, som påpeger bestemt, at det hele ikke går op i kaffe og lagkage.
”Der bliver spillet fuldt ud, når vi går ind på banen. Power-seniorerne kan nemlig godt lide at blive udfordret i kampene, og vi ser da også knyttede næver og armene i luften hos flere, når de har vundet. Men på den anden side, så har de igen glemt, om de har tabt eller vundet, når de går ud fra banen. Bare de får sved på panden og rør sig, så er de godt tilfredse,” tilføjer hun.
Siden første træning har foreningen niveauinddelt power-seniorerne, så de får spillet så meget som muligt. Derudover startede de ud med nogle begynderregler, som blandt andet gik ud på, at bolden måtte ramme gulvet flere gange. Behovet for de skånsomme regler er dog stort set fortid nu.
Padel møder seniorernes forventninger til idræts- og foreningsliv
Selve aktiviteten padel har taget power-seniorerne i Holstebro med storm. Ifølge Birte Ahle booker flere af medlemmerne tider udover foreningstilbuddet, og nogle af dem tilmelder sig endda begynderkurser ved siden af. På mange måder er den frembrusende sport også en oplagt aktivitet for det ældre segment, hvis man spørger Morten Hedegaard, padelkonsulent hos DGI og Dansk Tennis Forbund.
”Padel er på mange måder en sportsgren, der passer til seniorers fysiske og sociale krav. Den korte bane er til at overskue, mens de kan få spillet til at foregå i et passende tempo. Samtidig er både modstanderne og makkeren aldrig så langt væk, at en kæk bemærkning eller en snak om weekenden går tabt,” forklarer Morten Hedegaard, som også deler Birte Ahles overbevisning om, at et samarbejde mellem en forening og et kommercielt center kan gavne begge parter – især med henblik på at engagere ældre motionister.
”Vi ser mange eksempler på, at kommercielle padelcentre gerne vil afsætte deres formiddagstimer, hvor de fleste mennesker har travlt med enten skole eller arbejde. Eksemplet med padelklubben i Holstebro viser, at selvom foreninger godt kan lave deres egne padelbaner, kan både foreninger, private aktører og især en ny målgruppe i form af seniorer få en fantastisk oplevelse ud af det frugtbare samarbejde,” uddyber Morten Hedegaard, som håber at se endnu flere ældre motionister få glæde af padelsporten i fremtiden.
Artiklen blev først bragt på Padel i Danmarks hjemmeside. Padel i Danmark er et samarbejde mellem DGI og Dansk Tennis Forbund. Formålet er at udvikle padelsporten i Danmark på sportens egne præmisser, samtidig med at den bliver solidt forankret i den unikke danske model med foreningsidræt.