“Bevæg dig for livet – Tennis” blev et tigerspring for medlemsudviklingen i dansk tennis

Det fælles Bevæg dig for livet-projekt mellem Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis har siden 2016 bidraget betydeligt med at skabe fremskridt og positive tendenser i landets tennisklubber.

Tennissportens Dag i Hareskov-Værløse Tennisklub.

Dansk tennis har oplevet en betydelig udvikling og medlemsvækst på knap 17 procent siden 2016. I denne artikel dykker vi godt ned i medlemstallene – så hold tungen lige i munden – og kigger nærmere på de centrale tendenser, der har præget tennissporten i Danmark gennem de ni år, og heraf tre projektfaser, som Bevæg dig for livet har strakt sig over.

Tydelig ’turnaround’ i medlemsudviklingen

Den samlede medlemsudvikling i DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund – når man renser for overlap – viser en markant forandring før kontra under Bevæg dig for livet – Tennis (BDFL).

I de tre sidste år inden BDFL fra 2012 til 2015 faldt medlemstallet i de danske tennisklubber med 6820 medlemmer svarende til godt ni procent. Grundlaget gjorde det på ingen måde en let og nærlæggende opgave at få skabt ny vind i sejlene i en tid, hvor optimismen ikke sprudlede i dansk tennis, og medlemstallet siden start 90’erne havde sivblødt til et lavpunkt.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at medlemstallet i tennisklubberne er steget med 11646 (16,5 procent), siden Bevæg dig for livet blev til i 2016, og endda med en flot vækststime i seks af de seneste syv år. Medregner man alle de nye padelmedlemmer i selv samme tennisklubber, er stigningen oppe på hele 32.498 medlemmer, hvilket udgør en markant vækst på hele 46 procent.

Tennis klarede cuttet gennem alle tre faser

Ikke alle BDFL-idrætter er blevet belønnet med fondsmidler igennem alle tre projektfaser. Det blev tilfældet for tennis, hvor de opløftende argumenter blandt andet var det tætte samarbejde mellem DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund samt det faktum, at tennis fik succes med at nå ud til og hverve medlemmer i alderen 25-59 år, hvilket netop har været hovedmålgruppen i DIF og DGI’s fælles idrætsvision ”Bevæg dig for livet.”

Der er tale om en klar transformation blandt voksne i alderen 25-59 år, hvor landets tennisklubber i årene op til BDFL mistede over 5000 medlemmer, og i årene under BDFL har vundet noget flere tilbage.

  • Voksne 25-59 år: 2012-2015 (før): -5.474 medlemmer (-15,8 procent frafald)
  • Voksne 25-59 år: 2015-2023 (under): +5.887 medlemmer (20 procent vækst)

Især konceptet ’Voksenintro’ har været med til at skabe fokus på rekruttering af voksne breddespillere. Det er nemt for klubberne at iværksætte, og let for de nye spillere at komme i gang med. Foruden Voksenintro har BDFL-projektet også haft fokus på koncepter målrettet børnefamilier, unge og 60+. Ser vi totalt set på medlemsudviklingen for voksne 19+ år, er den positive forandring før kontra under BDFL endnu mere udtalt.

  • Voksne 19+ år: 2012-2015 (før): -3.659 medlemmer (-6,7 procent frafald)
  • Voksne 19+ år: 2015-2023 (under): +11.857 medlemmer (23 procent vækst)

”Vi har oplevet en positiv tendens, når det kommer til tennisklubbernes opmærksomhed på voksne motionister. Førhen var der ikke mange klubber, der havde træningshold målrettet voksne breddespillere. Det er nu blevet en fast og naturlig del af programmet i mange klubber,” siger projektleder for Bevæg dig for livet – Tennis, Lorenz Sønderby.

Vækstaftaler har trukket læsset

Den positive medlemsudvikling i dansk tennis er især båret af de klubber, som har samarbejdet med DGI og DTF om en treårig vækstaftale, der udgør et udviklingsforløb med fokus på rekruttering og gode klubmiljøer.

“Bevæg dig for livet – Tennis har haft et utrolig stærkt koncept fra starten, især med vækstaftalerne, der er bundet op på forskellige aktiviteter, som klubberne kunne vælge mellem alt efter deres lokale kontekst. Med en tæt opfølgning mellem klub og konsulent, forpligtede parterne hinanden på målopfølgning, hvilket er en af forudsætningerne for, at tennissporten har haft en så markant stigning,” siger Susan Hilden Otte, tidligere BDFL-programleder/souschef i DIF Udvikling.

En hurtig sammenligning af tennisklubberne henholdsvis med og uden vækstaftaler siden 2015 viser den gunstige indvirkning, det kan have at indgå en vækstaftale:

  • Med vækstaftale: 9.032 flere medlemmer i 261 klubber (+35 medlemmer/klub)
  • Uden vækstaftale: 2.614 flere medlemmer i 326 klubber (+8 medlemmer/klub)

Og målene om antal vækstaftaler er til fyldest blevet indfriet igennem alle tre projektfaser, hvor der totalt set er blevet indgået hele 394 af slagsen.

  • Fase I (2016-2018): Mål: 150 – Resultat: 159
  • Fase II 2019-2021): Mål: 100 – Resultat: 110
  • Fase III (2022-2024): Mål: 100 – Resultat: 125

Vækstaftalerne bringer DGI og DTF endnu tættere på landets klubber, og samarbejdet mellem klubber og tenniskonsulenter har overordnet set været virkelig givtigt, hvor godt og vel 80 procent af klubberne fra år til år har opnået en bedre medlemsudvikling.

En vækstaftale er altså ikke en sikker garanti for succes, men kræver altid en ihærdig indsats fra alle parter. Evalueringsundersøgelsen blandt de klubber, der gennem de seneste år har arbejdet med en vækstaftale, viser, at godt 15 procent af klubberne blot har oplevet en marginal effekt via en vækstaftale. I løbet af tre år kan der altid opstå uforudsete situationer, hvor især skiftende bestyrelser eller konsulenter har været udfordrende.

Evalueringen viser dog også, at det der betyder mest blandt flest klubber med en vækstaftale er, konsulenternes råd og sparring, påfund af nye idéer og inspiration samt fornyet fokus og overblik.

”Vækstaftalerne blev et nybrud i dansk idræt, hvor vi gjorde op med de korterevarende udviklingsforløb, der ofte ikke indebar klare mål og virkede noget diffuse i både indhold og opfølgning. Lignende varianter af vækstaftaler er derfor sidenhen blevet indført i andre idrætter,” siger Lorenz Sønderby.

Kampagner og åbent hus pustede liv i efterspørgslen 

Et af projektets fornemmeste formål var at hjælpe med at synliggøre tennisklubbernes aktiviteter, og hertil blev der afsat flere midler til kvalificeret markedsføring og færre til forvaltning end vanligt – og denne noget alternative strategi i idrætsregi kunne springe i øjnene fra begyndelsen af projektet.

”Mange foreninger får kvalificeret hjælp til aktivitetsudvikling, og med gode tiltag til følge, men det batter ikke alverden, hvis promoveringen halter efter og folk ikke dukker op. Med andre ord, kan det være svært at balancere på en skammel med kun to støtteben, hvor reklamestøtten mangler.” siger Lorenz Sønderby.

Især Tennissportens Dag har været en drivkraft i synliggørelsen af tennis gennem alle årene med BDFL. I rekordåret 2019 havde hele 260 klubber besøg af godt 9000 deltagere, hvilket kastede cirka 1760 nye medlemmer af sig.

Efter corona-aflysningen i 2020 har deltagerantallet ligget noget lavere, men det er steget stødt hvert år siden 2021, så der i 2024 deltog 210 klubber, der tilsammen fik omtrent 1555 nye medlemmer. Tennis er selvsagt i særklasse med +200 deltagende klubber på én og samme åbent hus-dag.

Foruden kampagnen for Tennissportens Dag er der ført kampagner for klubbernes tilbud om Familietennis, Voksenintro og skumtennishold samt specifikke reklamekampagner for både udendørs og indendørs tennis.

Den kække sportsgren i idrætsklassen

Over en bred kam har Bevæg dig for livet – Tennis bidraget til at gøre tennissporten farverig ved hjælp af energisk kommunikation og innovative koncepter. På falderebet er det derfor også værd at fremhæve mere alternative tiltag såsom:

  • Tilfredshedsundersøgelsen ”Den Store Medlemsundersøgelse”, der i 2020 fik hele 5146 besvarelser fra medlemmer til gavn for beslutningsgrundlagene i de 102 deltagende klubber.
  • ”Tennisligaerne på Facebook” og ”Insta Tennis League”, hvor klubberne har dystet ihærdigt om at være mest aktive på de sociale medier.
  • Vidensuniverset ”Tennisdetektiv Holms Klubhus”, der inspirerer med gode cases fra klubberne.
  • Tennismaskotterne ”Smash & Smiley”, som begejstrer til diverse tennisbegivenheder.

Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis vil fortsat arbejde for, at den positive udvikling fortsætter, og at initiativer som vækstaftaler, Voksenintro og Tennissportens Dag også i fremtiden får en betydelig indvirkning på sportens gennemslagskraft, popularitet og medlemstal.

Der skal samtidig lyde en stor tak for bidrag og samarbejde om Bevæg dig for livet til hovedorganisationerne DIF, DGI samt Nordea-fonden og TrygFonden.