Danmark slog Bulgarien med 2-1 ved Billie Jean King Cup. Onsdag gælder en duel om 2./3.-pladsen mod Ungarn.
Tirsdag slog Danmark Bulgarien med 2-1 i anden gruppekamp af tre ved Billie Jean King Cup. Bag sejren lå singlesejre til Johanne Svendsen og Clara Tauson.
”Jeg synes, det er en rigtig dejlig følelse i dag. Johanne leverer en helt vild god kamp fra morgenstunden af, og så skulle jeg bakke den op i dag. Det er noget tid siden, vi har været foran 1-0 og jeg skulle ind og vinde hele holdkampen, så jeg er bare megaglad for at jeg kunne levere i dag og spille en god kamp,” siger Clara Tauson.
Med sejren kan Danmark onsdag se frem til et direkte opgør med Ungarn om 2./3.-pladsen i puljen. Andenpladsen vil holde håbet om oprykning fra Europe/Africa Group I i live, da andenpladserne fra de tre puljer mødes indbyrdes om en enkelt oprykningsplads.
Tredjepladsen vil blot udløse placeringskampe om placeringerne som nummer 7-9 ved den 12 nationer store turnering.
Drømmetennis fra Svendsen
Caroline Wozniacki, der stadig døjede med sygdom, var skiftet ud med Johanne Svendsen på den danske andensingle. Svendsen mødte bulgaren Lia Karantancheva, som hun havde tabt til i tre sæt i deres seneste møde.
Men Johanne Svendsen ville det anderledes denne gang. Hun spillede fænomenalt, især fra 1-1 til 5-1 i første sæt var der tale om drømmetennis. Hun havde flere sætbolde i Karatanchevas serv ved 1-5 uden at få dem hjem. I stedet servede Johanne Svendsen sættet hjem til 6-2.
I andet sæt var opskriften nøjagtig den samme. Johanne Svendsen rykkede fra 1-1 til 5-1 og lukkede sættet og kampen med 6-2.
”Det var en virkelig god kamp, jeg spillede i dag. Det var virkelig solid tennis, hvor jeg gjorde meget af det, jeg har trænet på de sidste par dage sammen med holdet. Så jeg er meget tilfreds,” siger Johanne Svendsen.
Hun var især glad for at nerverne holdt i afslutningen af begge sæt efter en grum oplevelse ved sidste års Billie Jean King Cup.
”Sidste år havde jeg en gyserkamp, hvor jeg var foran med sæt og 5-1 og ender med at tabe. Så det lå da lidt i baghovedet, men jeg prøvede bare at holde fokus på, hvad jeg skulle gøre og så fik jeg lukket dem rimelig godt,” siger Johanne Svendsen.
Stærk Clara Tauson
Bulgarien havde Viktoriya Tomova, der ligger nummer 74 i verden, på førstesinglen. Hun stod over for Danmarks es Clara Tauson.
Den snu og grusvante bulgarer lagde stærkt ud. Med en serie af effektive stopbolde kom hun foran med 3-1 og 30-0 i egen serv. Men et par løse bolde fik Clara Tauson i gang.
Pludselig pløjede hun gennem Tomova med hårde forhænder og netsøgende returneringer. Foran 5-4 kunne danskeren serve sættet hjem og kom da også planmæssigt på 40-0. Men det endte med at kræve fem sætbolde, før Clara Tauson vandt sættet med 6-4.
I andet sæt brød Clara Tauson til 2-1. Den føring blev udbygget med endnu et servegennembrud til 5-2, inden Clara Tauson servede kampen stensikkert i hus. Det var derfor en glad dansker, der gjorde status efter kampen.
”Hun lægger godt ud og spiller mig de steder, jeg ikke har lyst til at blive spillet. Så jeg skulle finde en ny plan. Og det synes jeg, at jeg gør ved at afgøre boldene lidt tidligere og spille på mine præmisser i stedet for hendes. Det er det, der afgør kampen i dag,” siger Clara Tauson.
Landsholdsdebut i doublen
Med sejren i hus satte Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen, duoen Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel ind i doublen. Det blev dermed til landsholdsdebut for den 17-årige Laura Brunkel.
De var oppe mod Lia Karantancheva og Isabella Shinikova. Danskerne fik en svær start og kom bagud med 1-4 og 2-5. Men de de fik brudt tilbage og reduceret til 4-5. Desværre kunne Rebecca Munk Mortensen efterfølgende ikke holde sin serv, og bulgarerne vandt første sæt med 6-4.
I andet sæt kom danskerne igen bagud. Men de fik kæmpet sig på 4-4, hvor de havde tre breakchancer i bulgarernes serv. Men i stedet kom Karantancheva og Shinikova på 5-4 og brød danskernes serv.
Nederlaget blev dog kun kosmetisk, da Bulgarien ender sidst i gruppen efter nederlag til Ungarn og Danmark.
Der er ikke tv eller livestreaming fra Billie Jean King Cup. Dansk Tennis Forbund vil følge holdet tæt på hjemmeside og sociale medier. Livescores kan findes på Billie Jean King Cups hjemmeside.
Resultater
Danmark – Bulgarien 2-1
Tirsdag – kamp i pulje A
- Johanne Svendsen – Lia Karantancheva 6-2, 6-2
- Clara Tauson – Viktoriya Tomova 6-4, 6-2
- Rebecca Munk Mortensen/Laura Brunkel – Lia Karantancheva/Isabella Shinikova 4-6, 4-6
Danmark – Østrig 1-2
Mandag – kamp i pulje A
- Caroline Wozniacki – Silja Kraus 0-6, 0-1 rtd.
- Clara Tauson – Julia Grabher 6-2, 6-3
- Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Silja Kraus/Melanie Klaffner 3-6, 5-7
OM BILLIE JEAN KING CUP
Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.
De enkelte holdkampe spilles over én dag og afgøres bedst af tre kampe – først to singler og til sidst en double. Singlerne spilles bedst af tre sæt med tiebreak ved 6-6. Doublerne spilles bedst af tre sæt med ’no-ad’ i partierne, og tredje sæt spilles som en matchtiebreak til 10.
Kampprogram for Danmark
Alle dage er med udgangspunktet med kampstart klokken 12 dansk tid.
- Mandag: Danmark – Østrig
- Tirsdag: Danmark – Bulgarien
- Onsdag: Danmark – Ungarn
- Torsdag: Danmark sidder over
- Fredag: Modstander fra pulje C
- Lørdag: Modstander fra pulje B
Turneringsformat
Holdet skal spille den 8.-13. april 2024 på grus i Oeiras, en forstad til Lissabon i Portugal. De øvrige Nationer er Bulgarien, Grækenland, Holland, Letland, Norge, Portugal, Serbien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.
Der skal findes fire oprykkere, der i efteråret 2024 skal spille Billie Jean King Cup Play-offs, som afgøres som traditionelle hjemme/udekampe, som man kender det fra Davis Cup. To hold rykker ned i Europe/Africa Group II, mens seks hold også spiller Group I næste år.
De 12 hold er inddelt i tre puljer med fire i hver. I puljerne spiller alle mod alle. Puljevinderne er sikret oprykning til Play-offs, men spiller alligevel alle mod alle mod hinanden for at afgøre placeringerne som et, to og tre i Europe/Africa Group I.
De tre puljetoere mødes alle mod alle. Bedste hold tager den sidste oprykningsplads. Puljetreerne mødes indbyrdes i placeringskampe. Fjerdepladserne spiller alle mod hinanden, hvor de to dårligste hold rykker ned i Europe/Africa Group II.
Danmark skal dermed spille fem kampe over seks dage, hvor der med sikkerhed er kampe på de tre første dage.
FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals med deltagelse af 12 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer med tre hold i hver. Gruppevinderne går videre til semifinalerne. Billie Jean King Cup Finals spilles i efteråret 2024 i Sevilla.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Billie Jean King Cup Finals. Samtidig spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille Billie Jean King Cup Play-offs mod oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania af.
Danmark kan tidligst være med ved Billie Jean King Cup Finals i 2025. Det kræver oprykning fra Europe/Africa Group I i april, sejr i Play-offs i efteråret 2024, og sejr i kvalifikationskampen i foråret 2025.
Den danske trup
Clara Tauson
- Født: 21. december 2002 (21 år)
- Klub: KB
- Rangering: 87
- Billie Jean King Cup-debut: 2017
- Kampstatistik i BJK Cup: 10-5
Caroline Wozniacki
- Født: 11. juli 1990 (33 år)
- Klub: KB
- Rangering: 118
- Billie Jean King Cup-debut: 2005
- Kampstatistik i BJK Cup: 20-11
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (19 år)
- Klub: Hørsholm Rungsted
- Rangering: 516
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 6-10
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (18 år)
- Klub: KB
- Rangering: 604
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 3-9
Laura Brunkel
- Født: 15. maj 2006 (17 år)
- Klub: KB
- Rangering: Ikke rangeret
- Rangering juniorverdensranglisten: 105
- Billie Jean King Cup-debut: Mulig debutant
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
Team sponsor: STATE drinks
Fakta om Billie Jean King Cup
- Spilles i Europe/Africa Group I
- Sted: Complexo de tenis do Jamor i Oeiras, Portugal
- Dato: 8.-13. april 2024
- Underlag: Grus