Danmarks modstander i Davis Cup den 18. og 19. september stiller i stærkeste opstilling. Verdensstjernen Grigor Dimitrov har ikke spillet Davis Cup siden 2015.

Danmark har alle mand til rådighed, når der spilles Davis Cup i Royal Stage i Hillerød i næste uge. Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen har udtaget Holger Rune, Elmer Møller, August Holmgren, Carl Emil Overbeck og Johannes Ingildsen.
Samme situation har Bulgariens kaptajn Valentin Dimov befundet sig i. For Grigor Dimitrov (ATP: 137), der tidligere har ligget nummer tre i verden, vender tilbage til landsholdet efter 11 års pause.
Den 35-årige verdensstjerne får selskab af Petr Nesterov (ATP: 301), Alexander Donski (ATP: 523), Iliyan Radulov (ATP: 603) og Alexander Vasilev (ATP: 623). Det meddelte det bulgarske tennisforbund i dag ved et pressemøde.
Spændende trup
Grigor Dimitrov behøver ingen yderligere præstation. Han er efterhånden blevet 35 år og kom ved US Open gennem kvalifikationen, inden han tabte 1. runde.
Både Petr Nesterov var i Danmark tidligere på sommeren, da han spillede med i Gentofte Open. Her gik Nesterov hele vejen og vandt finalen i tre sæt over Carl Emil Overbeck.
Alexander Donski er Bulgariens bedst rangerede doublespiller. Han ligger nummer 90 i verden og nåede 2. runde ved US Open.
Der er masser af ungdom i truppen hos Bulgarien. Iliyan Radulov er 21 år, og Alexander Vasilev er 19. Desuden rejser den kun 17-årige Ivan Ivanov med til Danmark som reserve. Han vandt sidste år både juniorudgaven af Wimbledon og US Open. Ved de åbne amerikanske mesterskaber vandt han i øvrigt over den et år ældre Davis Cup-holdkammerat Alexander Vasilev i finalen.
Davis Cup-kampen mellem Danmark og Bulgarien afgøres over to dage. Fredag spilles der to singler fra klokken 16. Lørdag spilles først en double klokken 12 og siden yderligere to singler.
DR sender Davis Cup-kampene på DR’s kanaler og DRTV.
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i World Group I. Vinder Danmark over Bulgarien, spiller Danmark Davis Cup Qualifiers 1st round i starten af det nye år. Modstanderen findes i så fald ved lodtrækning til november.
Taber Danmark til Bulgarien, skal holdet i stedet spille World Group I play-offs i starten af det nye år. Modstanderen vil blive fundet ved lodtrækning.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer. Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.
Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.
I september spiller de 13 vindere af 1st round samt sidste års viceverdensmestre (Spanien) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen Italien, der også er forsvarende verdensmestre, er direkte kvalificeret til Finals.
Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår også i september og hedder World Group I.
