Danmark får hjemmebanefordel i Davis Cup, når holdet i september får besøg af Tyrkiet.
Mens de danske tenniskvinder venter på at komme i aktion ved Fed Cup torsdag aften, var der onsdag lodtrækning til herrernes landsholdsturnering. Danmark var seedet 3 i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredjehøjeste niveau i Davis Cup.
Holdet trak Tyrkiet. Danmark og Tyrkiet har kun mødt hinanden en enkelt gang tidligere i Davis Cup-sammenhæng. Det var i år 2000 i Istanbul, hvor Danmark trak sig sejrrigt ud af opgøret med 3-2. Denne gang får Danmark glæde af hjemmebane.
Som hjemmehold i Europa/Afrika Gruppe II kan Danmark bestemme, om kampen skal spilles i april eller september. Danmark har fem dage til at beslutte sig, men det står allerede klart, at det bliver i september. Hvor i landet opgøret kommer til at udspille sig, er endnu ikke afgjort.
Tyrkiets bedst rangerede spiller er 23-årige Cem Ilkel, der ligger nummer 247 på verdensranglisten.
Lodtrækning til Europa/Afrika Gruppe II
- Rumænien (1) – Zimbabwe
- Sydafrika (2) – Bulgarien
- Danmark (3) – Tyrkiet
- Marokko – Litauen (4)
- Egypten (5) – Slovenien
- Norge (6) – Georgien