Danmarks Davis Cup-hold fuldender sensationen og slår Kasakhstan. Nu venter en kvalifikationskamp til Davis Cup Finals.
Det danske Davis Cup-hold havde efter lørdagens to singler bragt sig i en fordelagtig position, da både Elmer Møller og August Holmgren vandt deres singler over langt højere rangerede modstandere.
Men kaptajn Frederik Løchte Nielsen havde stadig manet til besindighed, da Kasakhstan anført af verdens nummer 27, Alexander Bublik, har en skræmmende trup.
Det lod de danske spillere sig dog ikke mærke af søndag i Beeline Arena i hovedstaden Astana. August Holmgren og Johannes Ingildsen fik ansvaret for doublen. De mødte Bublik og Aleksandr Nedovyesov.
Første sæt endte i tiebreak. Her reddede danskerne en enkelt sætbold, da Johannes Ingildsen lavede en direkte vinder på returen med forhånden. I stedet hev danskerne tiebreaken hjem med 9-7.
I andet sæt blev danskerne brudt, men fik hurtigt brudt tilbage i starten af sættet. Og pludselig fik August Holmgren mulighed for at serve sejren hjem, da det blev til endnu et servegennembrud.
Den mulighed håndterede Holmgren og Ingildsen til perfektion. Med cifrene 7-6, 6-3 var Danmark nu foran med 3-0 i Davis Cup-opgøret.
Der blev spillet en enkelt såkaldt ’dead rubber’, der ikke kunne ændre på det samlede facit, at Danmark havde leveret et fænomenalt resultat. Her fik Philip Hjorth landsholdsdebut for Danmark mod Beibit Zhukayev (ATP: 200).
Philip Hjorth fik en flot debut, men måtte til sidst se sig slået med Philip Hjorth 3-6, 6-4, 10-8.
Med sejren over Kasakhstan kan Danmark se frem til i februar at skulle spille en kvalifikationskamp om deltagelse ved Davis Cup Finals 2025 – det ypperste indenfor landsholdstennis.
Modstanderen findes først ved lodtrækning til november, ligesom det ikke vides, om det bliver på hjemme- eller udebane.
Reaktioner: Vanvittigt stærkt
Johannes Ingildsen
- ”Det var en helt ekstremt god præstation af holdet over de her to dage. Jeg er helt målløs. Det er fuldstændig vanvittigt stærk præstation at vinde at tage her at vinde 3-0 over det hold, de har, og med den opbakning de har fået hele weekenden. Det er et fuldstændig vanvittigt resultat.”
- ”Det var svært. Der var virkelig meget larm. Man kunne ikke høre, hvad man selv tænkte engang imellem. Men igen i dag kæmper vi helt sindssygt som et hold. August og jeg har god kemi på banen og bliver ved med at køre på.”
August Holmgren
- ”Det er en helt vanvittig sejr, vi får hevet hjem i dag. At vi skulle vinde 3-0 over Kasakhstan, var der ikke mange, der havde forudset. Men vi har niveauet og spiller godt. Når vi spiller vores chancer, kan vi slå alle.”
- ”Joe, han gør alt godt i dag. Han var simpelthen så god. Vi spiller godt på de afgørende tidspunkter. Vi bliver ved med at sætte pres på, og så bukker de under til sidst.”
- Om kvalifikationskampen i februar: ”Det glæder jeg mig virkelig meget til. Jeg synes, at Davis Cup er de fedeste kampe på året. Så jeg glæder mig bare til at se, hvem vi skal spille imod.”
Frederik Løchte Nielsen
- “Det er en fantastisk præstation af drengene. De har skrevet sig i historiebøgerne med en af de flotteste Davis Cup-sejre i dansk tennishistorie. Jeg er meget stolt af drengene. Jeg er meget stolt af den måde, de vandt kampene på. Det var på deres egne præmisser.”
- Om kvalifikationskampen i februar: ”Det er svært, når vi ikke har lodtrækningen endnu. Men det er fantastisk stort, at vi er kommet så langt i pyramiden. Vi er rigtig tæt på Finals, hvilket er fantastisk spændende. Og så håber jeg på en hjemembanekamp. Det vil være det fedeste.
Philip Hjorth
- Om af få debut: ”Det var en utrolig fed oplevelse at få lov at spille i de her rammer. Det er noget helt specielt.”
- ”Det er noget af det vildeste, jeg har været med til – hvis ikke det vildeste. Vi har to drenge, der slår to top-100 spillere. Og den præstation August og Johannes leverer i dag, det er bare verdensklasse.”
Køb billetter til kvindelandsholdet
Resultater
Lørdag
- Alexander Bublik – Elmer Møller 6-1, 2-6, 2-6
- Alexander Shevchenko – August Holmgren 6-7(4), 3-6
Søndag
- Aleksandr Nedovyesov/Alexander Bublik – Johannes Ingildsen/August Holmgren 6-7(7), 3-6
- Beibit Zhukayev – Philip Hjorth 3-6, 6-4, 10-8
- Alexander Shevchenko – Elmer Møller ikke spillet
Danmarks Davis Cup-trup
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (26 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 166
- Rangering double: 376
- Davis Cup-debut: 2017
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (21 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, tohåndsbaghånd
- Rangering single: 247
- Rangering double: 1686
- Davis Cup-debut: 2022
Philip Hjorth
- Født: 4. marts 1999 (25 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 880
- Rangering double: 2090
- Davis Cup-debut: Mulig debutant (også udtaget i februar)
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (27 år)
- Klub: Gentofte
- Højrehåndet, enhåndsbaghånd
- Rangering single: 1161
- Rangering double: 1102
- Davis Cup-debut: 2015
Johannes Ingildsen
- Født: 1. juli 1997 (27 år)
- Klub: KB
- Højrehåndet, tohåndsbaghånd
- Rangering single: 1333
- Rangering double: 129
- Davis Cup-debut: 2019
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen foregår i World Group I og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Kasakhstan, spiller Danmark nemlig Qualifiers i starten af det nye år. Taber Danmark til Kasakhstan, skal holdet i stedet spille World Group I play-offs næste år.
Program for Davis Cup-ugen
- Fredag den 13. september: Holdopstilling og lodtrækning
- Lørdag den 14. september kl. 10 dansk tid: To singler
- Søndag den 15. september kl. 9 dansk tid: En double efterfulgt af to singler
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I imod vinderne af World Group I play-offs. Vinderne af World Group I-kampene spiller kvalifikationskampe til Finals i starten af det efterfølgende år.
Danmark er to sejre fra at kunne være med ved Davis Cup Finals i 2025.