Det bedste og det værste med August Holmgren

Tennis, rejser, bøger, nederlag og fridage. Vi har spurgt August Holmgren om det bedste, værste og mest mindeværdige.

Det bedste ved Davis Cup?

“Sammenholdet, vi har med hinanden.”

Det værste måltid du har spist til en turnering?

“En karry i Indien der var så stærk, at den brændte i lang tid efter.”

Den bedste bog, du har læst?

“Jeg er i gang med at læse Brandon Sandersens “The Stormlight Archives” jeg er lige nu på bog 3 “Oathbringer”. Mega fed!”

Det værste nederlag, du har oplevet?

“Det kommer an på konteksten. Det dårligste, jeg har spillet, var en kamp i junior ITF. Jeg var 18 og tabte til en 13 eller 14-årig fra Tjekkiet. Jeg har tabt til Elmer 6-0 6-3 i finalen i Skovbakken. Den ramte både på resultatet og i sjælen. Den kamp, hvor jeg blev mest udspillet, var, da jeg tabte 6-0 6-1 til Dimitrov i 2021.”

Det bedste råd, nogen har givet dig?

“Gør det der driver din glæde.”

Det værste, du har glemt at pakke til en turnering?

“Tennissko.”

Det bedste publikum, du har spillet foran?

“Publikummet til min 2. runde kamp i Wimbledon på bane 12.”

Det værste ved livet som professionel tennisspiller?

“At man i kraft af turneringer og rejser mister vigtige øjeblikke med sin familie og venner.”

Den bedste kamp, du har spillet i Davis Cup?

“Kasakhstan 2024 (lørdag slog August Shevchenko, søndag slog han Bublik og Nedovyesov sammen med Johannes Ingildsen red.)”

Det værste spørgsmål, du kan få efter et nederlag?

“‘Hvad føler du?’ eller ‘Hvordan har du det?’”

Det bedste, du kan lave på en fridag uden tennis?

“Surfing og sex.”

DR sender Davis Cup-kampene mellem Danmark og Bulgarien på DR’s kanaler og DRTV. Fredag spilles der to singler fra klokken 16. Lørdag spilles først en double klokken 12 og siden yderligere to singler.

Danmarks trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (23 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 144
  • Rangering double: –
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Landsholdsudtagelser: 8
  • Kampstatistik i DC: 10-4

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (23 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 174
  • Rangering double: –
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Landsholdsudtagelser: 11
  • Kampstatistik i DC: 7-5

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (28 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 241
  • Rangering double: 545
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Landsholdsudtagelser: 13
  • Kampstatistik i DC: 9-5

Carl Emil Overbeck

  • Født: 11. august 2001 (25 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 289
  • Rangering double: 335
  • Davis Cup-debut: 2026
  • Landsholdsudtagelser: 2
  • Kampstatistik i DC: 0-1

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (29 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 956
  • Rangering double: 157
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Landsholdsudtagelser: 13
  • Kampstatistik i DC: 7-5

Kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Teamsponsor for Davis Cup-holdet: Renault

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i World Group I. Vinder Danmark over Bulgarien, spiller Danmark Davis Cup Qualifiers 1st round i starten af det nye år. Modstanderen findes i så fald ved lodtrækning til november.

Taber Danmark til Bulgarien, skal holdet i stedet spille World Group I play-offs i starten af det nye år. Modstanderen vil blive fundet ved lodtrækning.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer. Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.

Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.

I september spiller de 13 vindere af 1st round samt sidste års viceverdensmestre (Spanien) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen Italien, der også er forsvarende verdensmestre, er direkte kvalificeret til Finals.

Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår også i september og hedder World Group I.