Den 15. og 16. november går det løs, når Billie Jean King Cup play-offs-kampen mellem Danmark og Mexico skal spilles i Farum Arena. På holdet er 18-årige Laura Brunkel, der for anden gang skal trække i landsholdsdragten. Hun håber på, at mange kommer og støtter op om holdet.
![](https://tennis.dk/wp-content/uploads/2024/10/IMG_4567-1200px.jpg)
“Clara Tauson, Rebecca Munk Mortensen, Johanne Svendsen, Emilie Francati og Laura Brunkel.”
Det kvindelige danske tennislandshold leverede et topresultat i april, da holdet sikrede sig oprykning fra Billie Jean King Cup Europe/Africa Group I. Oprykningen udløste Danmarks første hjemmekamp nogensinde i den verdensomspændende landsholdsturnerings mere end 50-årige historie.
For 18-årige Laura Brunkel betyder det, at hun for anden gang kan trække i landsholdsdragten på seniorniveau. Vi fangede hende til en snak om forventninger, og forhåbninger forud for landkampen.
Da Anker (Jens Anker Andersen, Billie Jean King Cup-kaptajn, red.) tog fat i dig og fortalte, at du igen var udtaget til landsholdet, hvad tænkte du så?
”Man bliver da glad og stolt. Det er selvfølgelig fedt at få lov til at spille på landsholdet, og få lov til at spille sammen med de andre. Clara Tauson er en af de bedste. Så det er virkelig fedt at kunne få lov til at være på hold med hende også og lære fra hende. Bare det at få lov til at spille for Danmark er helt unikt, og noget mange ikke får lov til at prøve.”
Hvad kan du lære af de andre på holdet?
”Jeg kender Rebecca og Johanne ret godt, og det er meget den samme tilgang, vi har, inden vi går ind til kampene. Så det er faktisk meget rart at se, at de ikke gør noget helt andet end en selv.”
Hvad er det særlige ved landsholdet?
“Det er noget andet, end når man plejer at spille turneringer, fordi man for eksempel ikke spiller om point til verdensranglisten. Man spiller som et hold. Det er en speciel oplevelse og en stor ting, så jeg bliver da stolt, når jeg trækker i landsholdsdragten og spiller for Danmark.”
Artiklen fortsætter under billedet…
Hvordan, tror du, det bliver at spille foran et stort dansk publikum?
”Det bliver helt sikkert et ekstra løft. Der er mange fra min familie, der ikke har tid eller mulighed for at se mig spille i hverdagen. Det er også rigtig dejligt for dem at komme ud og se mig. Det er jo ikke sikkert, jeg kommer på banen. Men bare det, at de kan komme og mærke hele stemningen. Det er virkelig fedt at have sine venner og familie i ryggen.”
”Jeg har ikke prøvet at spille eller være en del af et hold foran et stort publikum før. Og specielt ikke, hvor det mest er danskere, der kommer og hepper på os. Jeg tror, at der kommer til at være en hel speciel stemning, og noget jeg aldrig har oplevet før. Så jeg tror, at det kommer til at give rigtig meget for dem, der står på banen.”
Er du mindre nervøs, fordi du har prøvet det før?
”Både og. Det er en anden oplevelse, jeg kommer til at få denne gang. Men det er meget rart, at jeg har prøvet at være på holdet en gang før. Jeg kender dem på holdet godt nu, trænerne og fysioterapeuten, og det er faktisk virkelig rart.
”Men man vil selvfølgelig gerne gøre det lidt ekstra godt og vise lidt ekstra god tennis og gøre en god figur. På den måde er det lidt ekstra pres at spille i Danmark. Men jeg glæder mig til at opleve det.”
Emilie Francati gør comeback på landsholdet. Hvordan ser du frem til at spille med hende?
”Jeg kender Emilie, og hun er virkelig sød. Jeg tror, at hun kommer til at passe virkelig godt ind på holdet. Hun har jo spillet på landsholdet mange gange før, så hun kender rutinen og er en rigtig god spiller. Så, det tror jeg, bare bliver fedt. Det er godt at have noget forskelligt på holdet. Det, tror jeg, kommer alle til gavn.”
Hvad håber du, at det bliver for en oplevelse?
”Jeg håber da, at der kommer rigtig mange og støtter op om holdet. Jeg tror, at der kommer til at være en helt ubeskrivelig stemning og energi, specielt hvis man træder ind på banen, og det bare er fyldt med danskere, der hepper på en.”
Støt holdet – køb dine billetter nu
Billetpriser
- Dagsbillet (voksen/barn) 185 kr./125 kr. (+ gebyr hos ticketmaster)
- Weekendbillet (voksen/barn) 300 kr./200 kr. (+ gebyr hos ticketmaster)
*Børn er personer under 17 år.
Gruppebilletter
- Gruppebillet – 2 voksne + 8 børn: 1.150 kroner (spar 220 kroner) + gebyr til ticketmaster
- Gruppebillet – 10 voksne: 1.500 kroner (spar 350 kroner) + gebyr til ticketmaster
KØB GRUPPEBILLETTER TIL FREDAG
KØB GRUPPEBILLETTER TIL LØRDAG
Bemærk at gruppebilletten sælges som en samlet billet, og derfor skal der kun betales et gebyr.
Mere om kampen
For første gang nogensinde bliver det muligt at opleve det danske kvindelandshold i tennis på hjemmebane i den verdensomspændende Billie Jean King Cup.
Danmark møder Mexico i Billie Jean King Cup Play-offs. Vinderen vil næste år spille en kvalifikationskamp om at komme med ved Billie Jean King Cup Finals 2025 – det ypperste indenfor landsholdstennis.
Opgøret mellem Danmark og Mexico spilles over to dage den 15. og 16. november.
- Fredag den 15. november: 2 singler
- Lørdag den 16. november: 2 singler efterfulgt af en double
Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Billie Jean King Cup er VM for kvindelandshold i tennis. Det er den største årligt tilbagevendende landsholdsturnering i kvindesport.
Farum Arena har en solid historie med kvindetennis på højt niveau. Hallen lagde gulv til en WTA-turnering fra 2010-2012, hvor Caroline Wozniacki to gange løb med titlen. Nu vender toptennis tilbage til Farum Arena med Billie Jean King Cup.