DTF og Clara Tauson må sige nej til OL pga. skade

En skade i ryggen har fået Dansk Tennis Forbund og Clara Tauson til at afvise en re-allokeret plads i den olympiske tennisturnering, som begynder om 11 dage.

Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Den 14. juni var skæringsdato for kvalifikation til den olympiske tennisturnering. Danmarks bedste kvindelige tennisspiller, Clara Tauson, var ikke højt nok placeret på verdensranglisten til at kvalificere sig til turneringen.

Efter en række afbud fra kvalificerede spillere til turneringen i Tokyo er Clara Tauson og Dansk Tennis Forbund blevet tilbudt en re-allokeret plads ved OL.

Men på grund af en rygskade har Dansk Tennis Forbund og Clara Tauson i samråd valgt ikke at indstille hende til udtagelse hos Danmarks Idrætsforbund, der er national olympisk komite.

Skaden har forhindret Clara Tauson i at træne tennis, siden hun deltog i Wimbledon i forrige uge. Skaden gjorde det også nødvendigt med et afbud til den svenske WTA-turnering i Båstad i sidste uge.

”Det er ikke nogen nem beslutning at sige nej til en plads ved OL. Men under de her betingelser er det den eneste rigtige beslutning. Jeg er heldigvis ung og håber derfor, at jeg kan få mulighed for at spille med ved OL allerede om tre år i Paris,” siger Clara Tauson.

OL-turneringen i tennis indledes den 24. juli. Men det bliver altså uden dansk deltagelse.

”OL er noget særligt, da det kun afholdes hvert fjerde år, så det er naturligvis ærgerligt at måtte sige nej tak til en plads. Men vi tager ikke til OL bare for at være med. Vi tager til OL for at præstere, og det er ikke muligt med den skade, som plager Clara,” siger Jens Anker Andersen, der er sportschef i Dansk Tennis Forbund.

Beslutningen vækker forståelse hos Danmarks Idrætsforbund, der er national olympisk komite. Søren Simonsen, der er dansk chef de mission, udtaler:

”Det kunne have været rigtig spændende at se Clara til OL allerede nu, men en skade gør afbuddet til den helt rigtige beslutning. Med de præstationer Clara allerede har vist, er vi sikker på at vi skal have en opredning klar i Paris 2024.”