En del er allerede faldet på plads, inden den sidste runde af Grundspillet i Elitedivisionen. Men der er stadig meget at spille om for de fleste hold. Få overblikket over, hvad der er på spil for samtlige hold.
Klik på de enkelte kampe og brug artiklen til at følge resultaterne, når de tikker ind i løbet af lørdagen.
Lørdag er sidste runde i Elitedivisionen, inden Medaljespillet ruller ud på KB i næste weekend. SPORT LIVE sender fra herrekampen mellem KB og Lyngby. Både hos herrerne og damerne kan der stadig blive ændringer i, hvem der kommer i top-4 og får lov at spille DM-semifinaler.
Hos herrerne er der samtidig stadig tvivl om den ene nedrykningsplads.
Elitedivisionen Herrer Runde 7 (Se stilling linket)
KB – Lyngby – TV-KAMP
Lørdag kl. 10.00
Peter Bangs Vej 147
2000 Frederiksberg
- 1. HS: Johannes Ingildsen – Simon Freund
- 2. HS: Simon Friis Søndergaard – Nicolai Ferrigno
- 3. HS: Carl Emil Overbeck – Santiago José Maccio
- 4. HS: Philip Hjorth – Marc Ferrigno
KB kan 100 procent sikre sig førstepladsen i grundspillet med en sejr på hjemmebane i rundens tv-kamp. Selv med et nederlag skal Give hente seks point ind for at komme på siden af KB.
Lyngby er snublende nær den sidste plads i Medaljespillet. Holdet har fire point ned til HIK og er bedst i det indbyrdes opgør. Det betyder, at HIK skal have fem point mere end Lyngby i denne runde. En 6-0 sejr giver syv point. Hvis Lyngby opnår tre sejre, har de selv sikret sig pladsen i top-4. Ellers skal de have hjælp fra HIK’s modstander, Rødovre.
Fruens Bøge – HRT
Lørdag kl. 11.00
Dalumvej 95 F
5250 Odense SV
- 1. HS: Igor Tinyakov – Henrik Heise Korsgaard
- 2. HS: Emil Okkels Jensen – Marius Ruzgas
- 3. HS: Alexander Stage – Maxim Landa
- 4. HS: Emil Aaskov Henriksen – Caspar Jalili Mikkelsen
Fruens Bøge må i næste sæson et smut ned i 1. division Vest og har kun æren at spille for.
HRT skal hente fem point på Rødovre for at forlænge opholdet i Elitedivisionen. Hørsholmholdet er fire point bagefter, men Rødovre har sejren i det indbyrdes opgør. Så kravet til HRT er en sejr på minimum 4-2 – og helst mere.
Rødovre – HIK
Lørdag kl. 11.00
Rødovre Parkvej 425
2610 Rødovre
- 1. HS: George von Massow – Filip Bergevi
- 2. HS: Jonas Luetjen – Valdemar Pape
- 3. HS: Rasmus Schwartz – Christoffer Kønigsfeldt
- 4. HS: Jonas Schwartz – Rafa Miralles
Der er også meget på spil i Rødovre. Oprykkerne fra Rødovre vil med tre sejre mod gæsterne være klar til næste sæsons Elitedivision. Mindre kan også gøre det. Men så er de afhængige af Fruens Bøge mod HRT.
HIK skal trykke speederen i bund, hvis de skal med i Medaljespillet. Sidste års finalister skal håbe på en hjælpende hånd fra KB, samtidig med HIK skal have den størst mulige sejr.
Gentofte – Give
Lørdag kl. 12.00
Skolevej 36
2820 Gentofte
- 1. HS: Christian Sigsgaard – Anders Grinderslev
- 2. HS: August Holmgren – Marco Kirschner
- 3. HS: Oskar Brostrøm Poulsen – Florian Barth
- 4. HS: Philip Ørnø – Patrick Kristensen
Begge hold er sikret en plads i Medaljespillet. Og det kan meget vel være en forsmag på den ene semifinale i Medaljespillet om otte dage. Men det bliver i så fald op til KB, der som vinder af Grundspillet kan vælge semifinalemodstander mellem nummer tre og fire.
Gentofte skal vinde 6-0, hvis de skal overhale Give på andenpladsen. Med blot to point er de til gengæld sikre på at slutte på tredjepladsen.
Skal Give blive etter i Grundspillet, kræver det en sejr på 6-0, mens KB skal tabe med samme cifre. Det kan man vist ikke anbefale nogen at sætte deres børneopsparing på.
Elitedivisionen Damer Runde 7 (Se stilling i linket)
KB – Lyngby
Lørdag kl. 10.00
Peter Bangs Vej 147
2000 Frederiksberg
- 1. DS: Rebecca Munk Mortensen – Elena Jamshidi
- 2. DS: Vilma Krebs Hyllested – Natacha Schou
- 3. DS: Karoline Laursen – Charlotte Ellegaard
- 4. DS: Mai Grage – Malene Stripp
Det er nummer tre mod nummer fire. Med en sejr i holdkampen eller et nederlag på 3-4 er KB sikre på minimum tredjepladsen. Holdet skal indhente tre point på HRT, hvis de skal nå andenpladsen, da HRT er bedst indbyrdes.
Lyngby skal i højere grad holde øje med Holte, der fra femtepladsen kan gå forbi Lyngby og nuppe den sidste plads i Medaljespillet. Men Lyngby har fordel af sejr i det indbyrdes opgør. Alligevel skal de have fire point i denne runde, hvis de skal lukke af for den teoretiske mulighed for at blive overhalet.
Holte – Birkerød
Lørdag kl. 11.30
Carlsmindevej 26
2840 Holte
- 1. DS: Sofia Samavati – Divine Nweke
- 2. DS: Laura Brunkel – Tilde Jagare
- 3. DS: Camilla S. Müller – Sarafina O. Hansen
- 4. DS: Maria Wandorf – Asta Ripperger
Holte skal have en sejr og gerne en stor en af slagsen. De skal hente fire point ind på Lyngby for at få den fjerde og sidste plads i Medaljespillet den 21. og 22. august.
Birkerød rykker ned efter sidste rundes 0-6 nederlag.
Gentofte – Virum-Sorgenfri
Lørdag kl. 12.00
Skolevej 36
2820 Gentofte
- 1. DS: Emilie Francati – Anna Rasmussen
- 2. DS: Maria Jespersen – Anna Tang
- 3. DS: Zoe Du Pasquier Jensen – Therese Holst Harboe
- 4. DS: Victoria Ilena Andersen – Josefine Rosenfeldt
Vinder Gentofte har de vundet samtlige kampe og vinder derfor med sikkerhed Grundspillet. Mindre kan også gøre det. Men i så fald skal der skules til HRT’s kamp.
Virum-Sorgenfri kan glæde sig over, at de i sjette runde fornyede tilværelsen i Elitedivisionen med endnu et år. De kan teoretisk set nå Medaljespillet, men med en sidste kamp mod topholdet bliver det mere end svært.
Århus 1900 – HRT
Lørdag kl. 12.00
Marselisborg Grønnevej 2
8000 Aarhus C
- 1. DS: Freja B. Løvbjerg – Philippa Preugschat
- 2. DS: Cecilie Wiche – Mathilde Tranberg
- 3. DS: Victoria Wiche – Ida Hasselbalch
- 4. DS: Camilla Søjberg – Ena Arnautovic
Århus 1900 må tage turen ned i 1. division.
HRT er klar til Medaljespillet. De kan bevare andenpladsen med sikkerhed, hvis de vinder minimum 4-2.