Fed Cup: Ærefuldt nederlag til Rusland

Danmark måtte indkassere et 0-3 nederlag til Ruslands storfavoritter ved Fed Cup i polske Zielona Gora. Fredag venter en ny stor opgave mod hjemmeholdet fra Polen.

Clara Tauson spillede en flot kamp mod verdens nummer 109.

Vendingen ”et ærefuldt nederlag” er blandt sportens mest sejlivede klichéer. Ikke desto mindre er netop den vending dækkende for Danmarks første kamp ved årets Fed Cup i Europa/Afrika Gruppe I.

Tennisstormagten Rusland stod på menuen for Danmarks oprykkere. Og den opgave blev trods alt for stor. Russerne tog sig af begge singler og doublen. Dermed vinder Rusland den indledende pulje.

Den danske Fed Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen var meget tilfreds med holdets indsats.

”Jeg er meget stolt af hele holdet. Alle gik ind og spillede deres chance fuldt ud. Rusland har et skræmmende hold, men jeg tror ikke, at de synes, at det var nogen let kamp i dag,” siger Jens Anker Andersen.

Danmark møder fredag aften hjemmeholdet Polen. Taberen skal lørdag ud i en altafgørende kamp om at undgå nedrykning mod sidstepladsen i turneringens anden pulje.

Alle kampe ved Fed Cup livestreames gratis. Læs mere om, hvordan du kan følge med.

Clara med super start

I den første kamp stod Clara Tauson over for Natalia Vikhlyantseva, der er nummer 109 på verdensranglisten. Russeren havde dagen forinden blæst polske Iga Swiatek af banen med 6-0, 6-2.

Det var dog Clara Tauson, som kom bedst ud af starthullerne. Lynhurtigt bragte hun sig på 4-0 takket være tunge grundslag. Men Natalia Vikhlyantseva kom sig over chokstarten og gik fra 2-5 til 5-5.

Dernæst fik Clara afværget et par breakbolde og bragt sig foran 6-5, inden sættet skulle afgøres i en tiebreak.

I tiebreaken kom Tauson ned med fire sætbolde, og selvom hun fik reddet den første med et es, kunne Vikhlyantseva sætte sig på bænken ved siden af kaptajn Igor Andreev med sætsejr på 7-6.

”Jeg spillede rigtig godt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Hun er heldig på nogle tidspunkter i første sæt, hvor jeg nok skulle have haft sættet,” siger Clara Tauson.

Den 16-årige dansker vurderer Vikhlyantseva som den vel nok stærkeste modstander, hun hidtil har mødt. Derfor var det da også en stor oplevelse at få testet sig af mod en garvet pro.

”Det var selvfølgelig fedest til at starte med, da jeg spillede lidt over evne. Jeg kan tage det med fra kampen, at jeg har spillet lige op med en, der har ligget 50 i verden. Men hun var bare mentalt stærkere end mig og fik nogle bolde i spil, som jeg ikke havde troet, på nogle vigtige tidspunkter,” siger Clara Tauson.

Pressede verdens nummer 14

Karen Barritza var tvunget til at vinde, hvis drømmen om en sensation mod de russiske favoritter skulle holdes i live. Men modstanden virkede brutal i form af verdens nummer 14, Daria Kasatkina.

Den russiske verdensstjerne tog da også hårdføre midler i brug i første sæt, som hun tog uden at afgive parti. Men i andet sæt kom Karen Barritza meget bedre med i kampen.

Danskeren var initiativrig og gik efter både forhånd og baghånd. Ved 2-1 havde hun en enkelt breakbold, som hun dog ikke fik fat på. Den historie gentog sig ved 4-3. I stedet strammede Kasatkina grebet og brød rent til 4-5. Efterfølgende servede russeren kampen hjem.

”Jeg var lidt overrasket over, at tempoet ikke var højere, end det var. Men jeg kunne mærke, at hun har meget rutine og erfaring. Hun får mange bolde tilbage, og man skal virkelig kæmpe hårdt for et parti. Hvis den kom bare en lille smule kort, så var hun over mig,” siger Karen Barritza.

Hun forsøgte så vidt muligt også at nyde oplevelsen af at måle sig med en klassemodstander som Kasatkina.

”Når man står i momentet, tænker jeg selvfølgelig på det tennismæssige aspekt. Og efter kampen var jeg lidt bitter. Men når man kommer over det, så synes jeg, at det var en mega fed oplevelse,” siger Karen Barritza.

Med nederlag i de to singler var den afsluttende double kun af akademisk karakter. Karen Barritza og Maria Jespersen udgjorde den danske duo, mens Rusland stillede med Margarita Gasparyan og Anastasia Potapova.

Russerne havde overtaget hele kampen igennem og vandt 6-2, 6-2.

Se stillinger og livescore.

Karen Barritza leverede varen mod Daria Kasatkina.

Resultater

Danmark – Rusland 0-3

  • Clara Tauson – Natalia Vikhlyantseva 6-7(3), 1-6
  • Karen Barritza – Daria Kasatkina 0-6, 4-6
  • Karen Barritza/Maria Jespersen – Margarita Gasparyan/Anastasia Potapova 2-6, 2-6

Danmarks Fed Cup-hold

Karen Barritza

  • Født: 3. juli 1992 (26 år)
  • Klub: Birkerød
  • Rangering single: 668
  • Rangering double: 826
  • Fed Cup-debut: 2007

Clara Tauson

  • Født: 21. december 2002 (16 år)
  • Klub: KB
  • Rangering på juniorverdensranglisten: 1
  • Fed Cup-debut: 2017

Maria Jespersen

  • Født: 3. december 1991 (27 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: Urangeret
  • Rangering double: Urangeret
  • Fed Cup-debut: 2013

Hannah Viller Møller

  • Født: 4. august 2001 (17 år)
  • Klub: HIK
  • Rangering på juniorverdensranglisten: 203
  • Fed Cup-debut: Debutant

Fed Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen 

Program for Fed Cup

  • Torsdag den 7. februar klokken 16: Danmark – Rusland
  • Fredag den 8. ferbruar klokken 16: Danmark – Polen
  • Lørdag den 9. februar: Placeringskamp