I weekenden spillede 12 friske mænd og kvinder ‘Game On’ i Aarhus. Turneringerne er gode og sjove tennisstævner med fokus på fællesskab og jævnbyrdige kampe for voksne spillere. Turneringerne er også din hurtigste vej til at få et ITF World Tennis Number.
Der var fællesskab, fair play og flotte forhænder på programmet, da 12 kvinder og mænd havde lagt vejen forbi Skovbakken Tennis i weekenden.
De havde nemlig allesammen tilmeldt sig en Game On-turnering. Og efter en god morgenmad gik spillerne på banen og spillede doublekampe i puljer.
”Formatet er målrettet voksne, der er nye i turneringsverdenen – både dem, der har gennemført et introforløb eller er startet med at spille tennis på egen hånd og nu ønsker at prøve kræfter med turneringer, samt dem, der har spillet i klubregi i mange år uden at have deltaget i turneringer. Der er plads til alle, da turneringen tilbyder rækker på fire forskellige niveauer. Du spiller double, bliver inddelt i puljer efter dit niveau og er dermed som udgangspunkt sikret minimum tre kampe,” Bo Andersen, turneringskonsulent i Dansk Tennis Forbund.
Fællesskab, WTN og jævnbyrdige kampe
Game On-turneringer har ikke kun til formål at skabe en sportslig konkurrence, men skaber også en fællesskabsånd. Deltagerne opmuntrer hinanden, udveksler tips og erfaringer, og skaber en positiv atmosfære på og uden for banen. Med Game On er spillerne sikret kortere, men flere kampe, da turneringens format er tilrettelagt sådan, at det kun tager tre-fire timer at afholde.
Derudover giver Game On-turneringerne dig mulighed for at få et World Tennis Number. Med WTN kan alle spillere på tværs af køn, alder og tenniserfaring få en rating, der med et enkelt tal indikerer deres niveau. På den måde minder WTN om et handicap i golf og vil give dig mulighed for at finde nye med- og modspillere med et jævnbyrdigt niveau eller bare gerne vil spille, så ratingen bliver mere nøjagtig.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vil du spille Game On?
Er du interesseret i at spille med i en #GameOn-turnering? Så hold øje med udbuddet af turneringer i Tournament Software og søg på ’game on.’
Lige nu har vi følgende #GameOn-turneringer i kalenderen:
- GameOn doubleturnering – Farum – herredouble + damedouble – C-række
- GameOn doubleturnering – Frederikssund – Mixdouble veteran 60+ A/B-række
- GameOn i Kolding Damedouble C/b-række
- GameOn doubleturnering – Helsinge – Mixdouble C/D-række
- GameOn i Broby Damedouble C række
Mere om Game On
Turneringerne udbydes på følgende fire niveauer:
- A-række: Meget øvet – Spiller divisionstennis eller Liga 1-2 i enten senior eller veteran.
- B-række: Øvet – Spiller holdkampe i enten Liga 2-4 eller en af unionernes holdturnering.
- C-række: Let øvet – Har spillet tennis i en del år og har også prøvet at spille et par tenniskampe.
- D-række: Nybegynder – Er enten helt nye eller har spillet i et par sæsoner og har begrænset erfaring med at spille kamp.
Herudover er følgende gældende:
- Tilmelding foregår i Tournament Software
- Stævnet har en varighed på ca. 3-4 timer
- Kampene har indflydelse på dit World Tennis Number (WTN)
- Der optjenes ikke point til DTF’s rangliste
Kontakt vores konsulenter
Vil I også gerne have en Game On-turnering i jeres klub? Så tag fat en af vores turneringskonsulenter:
Bo Andersen, turneringskonsulent vest for Storebælt, boa@tennis.dk, +45 24 75 21 13
Andreas Berner, turneringskonsulent øst for Storebælt, anb@tennis.dk, +45 28 29 73 66