KB er klar til at gå efter revanche, når de møder Gentofte i herrernes DM-finale direkte på SPORT LIVE. Hos kvinderne bliver finalen et opgør mellem HIK og KB.

Denne weekend afvikles det traditionsrige Medaljespil på Frederiksberg, hvor Elitedivisionen i tennis afgøres.
Lørdag stod på DM-semifinaler for både kvinder og herrer. I tre af de fire semifinaler gjorde et af holdet rent bord i de fire singler, hvorfor doublerne ikke blev nødvendige.
Den tætteste semifinale var mellem herrerne fra Esbjerg og Gentofte.
Fantastisk at være i finalen igen
Gentoftes forsvarende mestre havde fået Christian Sigsgaard tilbage på 1. single efter en skadesperiode. Han skulle ud i afgørende sæt mod Esbjergs colombianske spiller, Frazier Caracas. Det blev en helt vanvittig matchtiebreak, hvor begge spillere nåede at have et utal af matchbolde.
Ved stillingen 15-14 springer Frazier Caracas sin streng, da han returnerer Sigsgaards serv, men den rutinerede Gentofte-spiller sender næste bold ud over baglinjen, så Caracas ikke behøver at slå med sin ødelagte streng.

Gentofte vandt sikkert 2. og 4. single ved henholdsvis Oskar Brostrøm Poulsen og Gustav Theilgaard. På 3. single var danmarksmesteren Valdemar Pape ikke i nærheden af noget i første sæt mod Dominik Bartels. Efter at have tabt 1-6 vendte kampe fuldstændig på hovedet. Andet sæt gik til Pape med 6-1 og afgørende gik til Gentofte med 10-5.
Så skulle Esbjerg vinde begge doubler for at holde drømmen om en DM-finale i live. Men Gentofte er kendt for at være rigtig stærke i double, og det var også tilfældet denne gang. 2.-doublen med Oskar Brostrøm Poulsen og Valdemar Pape var helt suveræne og lukkede semifinalen med 6-3, 6-1 over Jason Jeremy Hildebrandt og Dominik Bartels.
”Det er selvfølgelig fantastisk at være i finalen igen. Det er megafedt at stå her med de her drenge. Alle fire singler kan gå begge veje. Så det bliver superspændende, så jeg er sikker på, at det nok skal blive en dag med en masse superfed tennis,” siger Oskar Brostrøm Poulsen.

Sultne efter titlen
Gentofte møder KB i søndagens finale, som kan ses direkte på SPORT LIVE fra klokken 10. KB overlod intet til tilfældighederne i lørdagens semifinale mod B.93.
Stensikre sejre til Carl Emil Overbeck, Olle Wallin, Eric Vanshelboim og Sebastian Grundtvig banede vejen til endnu en DM-finale for KB.
”Jeg glæder mig sindssygt meget. Vi er alle sammen sultne efter at tage titlen. Det ligner, at det går Gentoftes vej, så vi er klar til revanche,” siger Carl Emil Overbeck, mens den anden semifinale stadig var i gang.
Sidste år vandt Gentoftes herrer deres første DM-titel, da de slog KB med 4-2 i finalen.

Blod på tanden
Carl Emil Overbeck og resten af KB’s herrer får selskab af deres kvindelige holdkammerater i klubben for DM-finalister.
Også kvinderne mødte B.93 i semifinalen, og nøjagtigt som deres mandlige kollegaer afgav de ikke et eneste sæt på vejen til finalen.
Holdopstillingen hos KB bestod af Rebecca Munk Mortensen, Valentina Ivanov, Laura Brunkel og Vilma Krebs Hyllested.
KB møder HIK i finalen søndag.
”Jeg glæder mig supermeget. Vi tabte desværre til dem i grundspillet, så jeg tror, at vi alle sammen er mega fresh på at få en revanche og har supermeget blod på tanden for at komme ud og give den fuld gas i morgen og tage endnu et mesterskab,” siger Rebecca Munk Mortensen.
Elsker at spille sammen

HIK sikrede sig DM-finalepladsen med en sejr på 4-0 over Gentofte. Jacqueline Cabaj Awad og Mille Mørk vandt de to første singler i to sæt. Der var straks mere kamp om sagerne i 3. og 4. single.
HIK’s Sara Børkop vendte nederlag i første sæt mod Sophia Tølbøl Bergqvist til sejr i tre sæt. Det afgørende stik for HIK kom, da Hannah Viller Møller vandt en meget tæt matchtiebreak med 10-8 over Agnes Bang-Kjærsgaard.
”Det betyder meget at være i finalen. Det er min første sæson i HIK i mange år, og jeg synes, at vi har et virkelig godt hold, og vi er et godt team og elsker at spille sammen, så det betyder virkelig meget, at vi går ind og får gjort det godt og kommer i finalen,” siger Mille Mørk efter kampen.
Mille Mørk har tidligere vundet DM for hold. Men det var for Hørsholm Rungsted.
Resultater
KB – B.93 4-0
- 1. Rebecca Munk Mortensen– Bojana Marinkovic 6-3, 6-3
- 2. Valentina Ivanov– Sarafina Hansen 6-3, 6-3
- 3. Laura Brunkel– Natacha Schou 6-1, 6-0
- 4. Vilma Krebs Hyllested– Ella Møller Wilstrup 6-0, 6-4
HIK – Gentofte 4-0
- 1. Jacqueline Cabaj Awad– Sophia Ragus 6-2, 6-2
- 2. Mille Mørk– Frederikke Pape 6-3, 6-3
- 3. Hannah Viller Møller– Agnes Bang-Kjærsgaard 6-4, 2-6, 10-8
- 4. Sara Børkop– Sophia Tølbøl Bergqvist 4-6, 6-2, 10-3
KB – B.93 4-0
- 1. Carl Emil Overbeck– Yanais Laurent 6-3, 6-2
- 2. Olle Wallin– Oscar Moraing 6-2, 6-1
- 3. Eric Vanshelboim– Rasmus Hembo Mathiasen 6-1, 6-0
- 4. Sebastian Grundtvig– Yakup Uzunel 6-4, 6-3
Esbjerg – Gentofte 1-4
- 1. Frazier Rengifo Caracas– Christian Sigsgaard 1-6, 7-5, 16-14
- 2. Jason Jeremy Hildebrandt – Oskar Brostrøm Poulsen 3-6, 1-6
- 3. Dominik Bartels – Valdemar Pape 6-1, 1-6, 5-10
- 4. Linus Bense –Gustav Theilgaard 2-6, 1-6
- 1. Frazier Rengifo Caracas/Niklas Nordahl Jensen – Christian Sigsgaard/Gustav Theilgaard 4-6, 2-4 ikke færdigspillet
- 2. Jason Jeremy Hildebrandt/Dominik Bartels – Oskar Brostrøm Poulsen/Valdemar Pape 3-6, 1-6