Lisbeth fra Næstved, Morten fra Allerød og Thomas fra Horsens udgør finalefeltet, når Dansk Tennis Forbund kårer Årets ildsjæl.
I år er det femte gang, at prisen som Årets ildsjæl kåres af Dansk Tennis Forbund. Alle har haft mulighed for at indstille en kandidat til prisen. Og det har i år udmøntet sig i 36 indstillinger fordelt på 31 navne.
At dømme ud fra indstillingerne er dansk tennis og padel i gode hænder. For feltet af indstillinger har i år været det formentlig bredeste i prisens levetid. Derfor har det også været en meget vanskelig opgave at skrumpe feltet ind til tre nominerede.
Men tre personer var et mulehår foran de øvrige kandidater og nu nomineret til prisen som Årets ildsjæl 2023.
Mød de tre nominerede herunder. Den endelige vinder vil blive kåret i løbet af de kommende uger.
Lisbeth Morell, Næstved
Når man googler ’Næstved Tennis Klub’, dukker der et billede op af Lisbeth Morell, der byder indenfor i klubbens indendørs hal. Det er et ganske retvisende billede på realiteterne i den sydsjællandske klub de sidste mange, mange år.
Lisbet Morell har været formand i Næstved i mere end tyve år. Samtidig er hun formand for aktivitets- og juniorudvalgene, hvor hun ofte tager initiativ til og er foregangskvinde, når der skal tages beslutninger om nye tiltag i klubben.
Seneste skud på stammen er cocktailtennis. Cocktailtennis er for alle over 18 der har lyst til at komme en fredag aften og spille tennis og efterfølgende spise fx pizza og få en cocktail. Hyggen og de sociale er i højsædet, hvilket skaber nye bånd på tværs af spillegrupper i klubben.
Medlemmernes trivsel har førsteprioritet for Lisbet Morell. Er man ny spiller i klubber, er Lisbeth med garanti en af de første, du støder på, og hun hjælper dig godt på plads og svare beredvilligt på alle tænkelige spørgsmål.
Lisbeth Morell har også mange år på bagen som turneringsarrangør i Næstved, hvor klubben har afholdt mange juniorturneringer i vinterhalvåret. Når der er stævner, åbner hun sin lille cafe med alt godt til ganen for eksempel sandwiches, ostemadder, frugt, øl og vand – og ikke mindst en lun ret, som det siges, at mange spillere tilmelder sig stævnerne for kunne komme og spise.
Lucas Hallgren sidder i bestyrelsen i Næstved Tennis Klub og har på vegne af hele bestyrelsen skrevet indstillingen af Lisbeth Morell. Han siger det meget nøjagtigt:
”Lisbeth er NTK’s ildsjæl, Lisbeth er NTK’s sjæl – uden Lisbeth ville vores klub ikke være lige så fantastisk, som den er. Uden Lisbeth, ingen NTK og derfor bør Lisbeth vælges til årets ildsjæl.”
Morten Fritz Rasmussen, Allerød
I Allerød hedder formanden Morten Fritz Rasmussen. Han er en formand, der tager ansvar for mere end egen klub. Morten Fritz Rasmussen er foregangsmand for sporten i hele kommunen.
Hans engagement har været med til at forvandle Allerød Tennisklub fra en sommerklub til en helårsbane, da klubben har fået egen hal. Hallen drives i samarbejde med Lynge Tennis og Blovstrød Tennis, således at tennis i kommunen samlet set har fået et løft.
Denne samarbejdsmodel, hvor tre klubber er én i vintersæsonen, har Morten i motorrummet. Antallet af deltagere fra alle klubber er stødt stigende. Alt dette bunder i visioner og handlinger, som Morten er en af de centrale arkitekter bag.
Eller som det hedder i indstillingen fra en samlet bestyrelse i Allerød:
”Mortens foreningshjerte brænder for at skabe de bedste forhold og muligheder for nye og nuværende udøvere af tennis og padel. Måden hvori Morten har forfulgt og forfølger intiativer på tværs af kommunalt tennisarbejde eller klubudvikling, er forbilledlig og burde udbydes som inspirationsoplæg for andre klubbers repræsentanter.”
Men der er flere fornemme resultater at zoome ind på i Morten Fritz Rasmussens tid som formand. For eksempel er det blevet muligt at fastansætte en træner for første gang i klubbens historie. Og skulle der mangle en træner, er Morten aldrig sen til selv at springe til.
Ambitionerne for klubben har også gjort, at to nye padelbaner er blevet indviet i år efter tre års intenst arbejde. Formanden har været med til at sikre stor medfinanciering fra fonde, hvilket har kunnet lade sig gøre på grund af klubbens sunde økonomi.
Samtidig har Morten Fritz Rasmussen ligesom med tennishallen været meget inde over byggestyring og sparring med leverandører. Resultatet har vist sig med det samme, da klubben fik 200 nye padelmedlemmer på den første måned.
Der skal mange til at løfte i flok for, at en klub bliver en succes. Men i Allerød er der ingen tvivl om, at Morten Fritz Rasmussen er manden med visionerne.
Thomas Brogaard, Horsens
I Horsens Tennisklub står banerne snorlige. Klubbens altmuligmand, Thomas Brogaard, er nemlig overbevist om, at gode faciliteter gør det mere attraktivt at spille tennis.
Men hans engagement rækker langt udover velfejet grus og rene linjer – som de i øvrigt også har glæde af i Vejle, hvor Thomas Brogaard bijobber.
Men i Horsens er Thomas næsten lige så central for tennissporten som bolde og net. Eller som Simon Christiansen skriver i sin indstilling af Brogaard til prisen som Årets ildsjæl:
”Thomas tilbringer næsten alle dage i klubben. Så meget at nogle medlemmer, tidligere har forvekslet ham som formand i klubben.”
Formand er dog Jacob Kofoed, der er medunderskriver på indstillingen af Thomas Brogaard.
Thomas Brogaard er typen, der byder alle nye medlemmer velkommen med åbne arme. Han vil gerne gøre det så let tilgængeligt som muligt at starte til tennis. Derfor har han skaffet ketchere og bolde, som står udenfor klubhuset til fri afbenyttelse for potentielle medlemmer, der vil prøve en time eller to.
I klubbens medlemsskare er der også en del udlændinge, der kun er i Horsens nogle få måneder i forbindelse med deres uddannelse. Men Thomas Brogaard skelner ikke. I stedet er han mand for at få dem til at føle sig som en del af klubben.
Thomas Brogaard er tovholder på det meste i Horsens. Han er træner for to ungdomshold i klubben. Han er selv en aktiv herre på klubbens divisionshold, hvor han også er holdkaptajn. Samtidig tager han ansvar og hjælper de knap så erfarne turneringsspillere, der udgør klubbens ligahold.
Thomas Brogaard er også med til, at der kommer sponsorkroner i klubkassen. De mange firmaer med et skil på klubbens skur vidner om, at det har været en succesfuld indsats fra den østjyske ildsjæl.
OM PRISEN
Ildsjælene i dansk tennis og padel indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Så det er ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl udfylder. Men det vægter højt, hvis…
- ildsjælens engagement kommer mange til gode
- ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i tennis- og/eller padelsporten
- ildsjælen har leveret en ekstraordinær indsats for sin klub
- ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
- ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i idrætten
- ildsjælens virke er med til at sætte tennis og/eller padelsporten i det bedst mulige lys.
Alle har haft mulighed for at indstille en kandidat. Det er et krav, at kandidaten er medlem af en klub under Dansk Tennis Forbund. Det har givet 36 indstillinger fordelt på 31 personer.