Hjælp os med at finde Årets ildsjæl i tennis

Vi skal have fundet Årets ildsjæl i dansk tennis. Frem til 5. marts 2020 kan du nominere en kandidat til prisen.

Sidste år var det Mette Rytsel, der blev kåret som Årets ildsjæl 2019. Her er hun omgivet af spillerne på hendes Familietennis-hold.

Hver eneste dag året rundt er der personer, der på hver deres måde gør en kæmpe forskel i de danske tennisklubber.

Dansk Tennis Forbund vil gerne hædre og anerkende en af disse ildsjæle, der har vist et engagement ud over det sædvanlige, og som har gjort en mærkbar forskel for sin klub og tennissporten lokalt, regionalt eller på landsplan.

Vinderen får prisen som Årets ildsjæl, og prisen vil blive overrakt til Dansk Tennis Forbunds 100 års jubilæumsfest den 4. april i Hillerød. 

Ildsjælene i dansk tennis indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Derfor er det ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl i dansk tennis udfylder. Men det vægter højt, hvis…

  • ildsjælens engagement kommer mange tennisspillere til gode
  • ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
  • ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i tennissporten
  • ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i tennissporten
  • ildsjælens virke er med til at sætte tennissporten i det bedst mulige lys.

Alle har mulighed for at indstille en kandidat. Det er et krav, at kandidaten er medlem af en klub under Dansk Tennis Forbund.

INDSTIL EN PERSON TIL ÅRETS ILDSJÆL

Deadline for at indstille en ildsjæl er senest 5. marts 2020.