Holger spiller første kamp mod Brasilien

Holger Rune og August Holmgren spiller singlerne for Danmark fredag i Davis Cup-opgøret mod Brasilien.

Det danske hold til den officielle lodtrækning sammen med formand for DTF, Henrik Thorsøe Pedersen.

”Never change a winning team” hedder en ofte brugt frase. Den holdt Danmarks Davis Cup-kaptajn sig til, da der torsdag blev sat navn på de danske spillere, der skal tage kampen op mod Brasilien.

Frederik Løchte Nielsen havde ligesom til seneste kamp mod Indien i februar valgt, at Holger Rune og August Holmgren skal lægge for med de danske singler.

Holger Rune bliver første mand i aktion fredag klokken 16. Foran en udsolgt Royal Stage i Hillerød møder han Brasiliens næstbedste mand, Thiago Monteiro. Den 29-årige Monteiro ligger nummer 116 på verdensranglisten. Sidste år havde han sin karrieres bedste rangering som nummer 61.

August Holmgren møder i fredagens anden singlekamp en anden Thiago. Thiago Seyboth Wild nyder lige nu sit livs bedste rangering som nummer 76. Den 23-årige vandt i sidste uge en ATP Challenger-turnering i Genoa. så Wild møder op i topform.

Lørdag starter med double

Lørdag starter med en double, inden der spilles to singler. Frederik Løchte Nielsen har indleveret et holdkort med Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard som den danske doublekonstellation.

Brasilien har en stærk konstellation med Felipe Meligeni og Rafel Matos. Sidstnævnte ligger nummer 44 på verdensranglisten i double.

Holdene har mulighed for at skifte ud i deres doubleopstillinger indtil en time før kampstart klokken 12 om lørdagen. En mulighed, som Frederik Løchte benyttede senest mod Indien, da Holger Rune og Johannes Ingildsen vandt doublen sammen.

Efter doublen spilles yderligere to singler. Holger Rune møder Thiago Seyboth Wild, og August Holmgren spiller mod Thiago Monteiro.

Se med på DR

Er man ikke en af de 2800 tilskuere, der tager plads i Royal Stage, kan kampen følges direkte på Danmarks Radios kanaler.

Danmarks Radio sender hele Davis Cup-opgøret på sine kanaler og på DRTV.

Fredag vises de to singlekampe på DR1 fra klokken 16.00, inden de vises færdig på DR2 fra 18.30. Lørdag bliver opgøret afgjort med en double efterfulgt af to singler, som kan ses på DR1 fra klokken 12.

Opgøret mod Brasilien spilles i World Group I. Vinderen kan se frem til en kvalifikationskamp i starten af februar, hvor der er en plads i 2024-udgaven af Davis Cup Finals på spil.Davis Cup Finlas er det ypperste i Davis Cup med deltagelse af verdens 16 bedste nationer.

Alle kampe i Davis Cup-opgøret spilles bedst af tre sæt. Danmarks næste modstander vil blive fundet ved lodtrækning onsdag den 20. september.

Kampprogram

Fredag

  • Holger Rune – Thiago Monteiro
  • August Holmgren – Thiago Seyboth Wild

Lørdag

  • Johanne Ingildsen/Christian Sigsgaard – Felipe Meligeni Alves/Rafael Matos
  • Holger Rune – Thiago Seyboth Wild
  • August Holmgren – Thiago Monteiro

Holdene har mulighed for at bytte ud i deres opstilling inden kampene lørdag.

Danmarks Davis Cup-trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (20 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 4
  • Rangering double: 577
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Bonus: Bedst rangerede danske herre nogensinde

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (20 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 406
  • Rangering double: 1100
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Bonus: Dobbelt regerende dansk mester udendørs

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (25 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 412
  • Rangering double: 344
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Bonus: Har vundet 5 ud af 6 kampe for Danmark i Davis Cup

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (26 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 771
  • Rangering double: 442
  • Davis Cup-debut: 2015
  • Bonus: Har mest Davis Cup-erfaring på holdet med syv optrædener for Danmark

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (26 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 927
  • Rangering double: 569
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Bonus: Har vundet 14 professionelle doubletitler de seneste tre år

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

AKKREDITERING AF PRESSE

Presse og fotografer, der ønsker at dække Davis Cup-opgøret skal akkreditere sig på forhånd for adgang til kampdagene fredag og lørdag.

Kontakt

Thomas Hansen
Kommunikations- og presseansvarlig
tha@tennis.dk
23 34 77 24

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Brasilien, spiller Danmark kvalifikation til Davis Cup Finals i februar 2024. Taber Danmark til Brasilien, skal holdet i stedet spille World Group I Play-offs samme tid næste år

Team sponsor: STATE drinks

Tie sponsor: Samsøe Samsøe

Program for Davis Cup-ugen

  • Tirsdag, onsdag og torsdag den 12., 13. og 14 september og: Indledende træningssessioner
  • Torsdag den 14. september kl. 11.30: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde
  • Fredag den 15. september kl. 16: Indmarch efterfulgt af to singler
  • Lørdag den 16. september kl. 12: En double efterfulgt af to singler

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I imod vinderne af World Group I play-offs.

Danmark er to sejre fra at kunne være med ved Davis Cup Finals i 2024.