HRT vil levere fedt Medaljespil

Hørsholm-Rungsted er værter for Medaljespillet, hvor det indendørs hold-DM afgøres. Klubben vil skabe en stærk oplevelse for både spillere og tilskuere.

Holger Rune er formentlig aktuel ved Medaljespillet i HRT.

Da HRT’s damer sidste forår sikrede sig den indendørs DM-titel for hold, banede det samtidig vejen for, at Hørsholm-Rungsted kunne blive vært for dette års indendørs Medaljespil. Guld, sølv og bronze fordeles 23. og 24. marts på Stadionalle 9, Rungsted Kyst.

Klubchef i HRT, Alexander Rejnhold, glæder sig til at kunne byde spillere og tilskuere indenfor i Scanomat Hallen

”Overordnet set er Medaljespillet det arrangement indenfor landets grænser, hvor der er bedst stemning og tennis på højeste niveau. Så vi ser meget frem til at være værter, og vi synes selv, at vi har optimale rammer til Medaljespillet,” siger Alexander Rejnhold.

Til Medaljespillet vil den midterste af de fem indendørsbaner være omdannet til tilskuerområde, hvorfra man nemt kan komme til og fra café-området. Det kommer til at give en god tilskueroplevelse for de fremmødte.

”Vi har gode forhold til at gøre det godt. Men det forpligter også. Vi skal følge det til dørs, så det hele spiller,” siger klubchefen, og tilføjer, at det jo er gratis for tilskuere at komme ind.

Spillerne i centrum

Alexander Rejnhold ønsker, at Medaljespillet ikke blot bliver en god oplevelse for tilskuerne, men i særdeleshed også for spillerne.

”Vi har spurgt nogle af spillerne for at få et indtryk af, hvad de godt kunne tænke sig. Vi arbejder meget på, at spillerne skal synes, det er fedt og et professionelt setup,” siger han.

Arbejdet står lige nu på med at sørge for kvalificerede boldbørn, mens Dansk Tennis Forbund leverer stoledommere fra Sverige og Danmark. Spillerne vil have mulighed for opvarmning i HRT’s anden hal. Det vil også gøre, at der bliver mindre spildtid mellem holdkampene i Scanomat-hallen.

En åbningsceremoni med spillerpræsentation og nationalsang skal være med til at sætte stemningen. Desuden har HRT en række yderligere tiltag på tegnebrættet, der samlet set skal give spillerne følelsen af at være med i et professionelt og eksklusivt arrangement.

Har man ikke mulighed for at komme til Hørsholm, kan man følge dækningen af Medaljespillet her på hjemmesiden.