DTF Elite og talent indbyder forældre til turneringsspillere i U10 og U12 til online informationsmøde den 17. december.
Det er efterhånden blevet en tradition. Og igen i år gælder det, at alle forældre til spillere, der næste år er i U10 og U12 (årgang 2013-2016) inviteres til online informationsmøde med sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.
Mødet er for forældre, der har turneringsaktive børn eller børn, der står på tærsklen til at begynde at spille turneringer. Mødet henvender sig ligeledes til trænere for de relevante årgange.
Informationsmødet foregår 17. december klokken 16:30-18:00. Det er nødvendigt med tilmelding på forhånd.
”Vi har efterhånden haft de her her informationsmøder i en årrække. Det er en rigtig god mulighed for at fortælle om DTF’s tiltag og holdninger i forhold til spillerudvikling. På møderne drøfter vi blandt andet spillerudvikling, hvordan man bedst træner og dygtiggør sig, samt hvilke turneringer der er mest relevante, hvis man vil blive en bedre tennisspiller,” siger Jens Anker Andersen.
Sportschefen understreger, at der vil være noget for alle forældre til børn, der ønsker at forbedre deres tennis, selvom noget vil være rettet mod de bedste i årgangene. Uanset om man deltog på møderne sidste år eller ej, vil der være noget nyt, som er relevant denne gang.
På møderne vil der være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Dagsorden for informationsmøderne
- Velkomst & introduktion
- DTF Spillerudvikling
- Træning
- Kampspil
- Opførsel
- Indstilling
- DTF Aktiviteter
- Spørgsmål
- Afslutning & tak for i dag