Onsdag starter DM inde i Hillerød. Anders Grinderslev skal forsøge at genvinde DM-guldet fra sidste år, mens den nyslåede landsholdsspiller Sarafina O. Hansen er topseedet hos kvinderne.
Onsdag indledes hovedturneringen ved DM inde i Hillerød. Herfra findes de nye danmarksmestre over fire dage med finaler for herrer og damer lørdag fra klokken 10.
Og sæt da endelig kryds i kalenderen og kig forbi Hillerød til finalerne, som også transmitteres direkte på SPORT LIVE. For udover god tennis til alle, kan de første 200 tilskuere i hallen nyde en gratis kop kaffe og en croissant.
Samtidig trækkes der lod blandt tilskuerne til finalerne om otte gange to dagsbilletter til Davis Cup-kampen mellem Danmark og Brasilien den 15.-16. september.
Men inden vi når så langt, tager vi et dyk ned i årets DM-felter.
Kan Grinderslev gentage?
Hos herrerne må den forsvarende danmarksmester, Anders Grinderslev, regnes blandt de absolutte topfavoritter. KB’eren møder i 1. runde sin 11 år yngre klubkammerat, Kristoffer Pødenphant, der slog sig gennem kvalifikationen i weekenden.
Grinderslev kan, hvis seedningerne holder stik, se frem til en semifinale mod Yakup Uzunel (Birkerød). Den fjerdeseedede spiller har dog skrap modstand allerede i første kamp, hvor han møder Hareskov-Værløses spillende træner, Rafa Miralles.
I den anden side af lodtrækningen er sølvvinderen fra sidste år, Jonas Schwarz fra Rødovre, seedet 3. Onsdag møder han danmarksranglistens nummer 19, Martin Nygård Knudsen (KB), i en duel om en plads i kvartfinalen.
Øverst i turneringstræet er der et rent ungdomsopgør, når nummer 1 og 5 fra U18-ranglisten tørner sammen. Cornelius Shalmi (KB) er topseedet, mens Lyngbys Amir Albeg er kommet gennem kvalifikationen.
Landsholdsspiller er førsteseedet
Hos kvinderne er Sarafina O. Hansen seedet 1. Den 17-årige HRT-spiller er netop for første gang udtaget til Billie Jean King Cup-holdet, der skal i aktion den 10.-15. april i Tyrkiet. Til DM inde i Hillerød får hun fornøjelsen af kvalspilleren Sophia Tølbøl Bergqvist (KB) i 1. runde.
Holder seedningerne møder Hansen en klubkammerat i semifinalen i form af den udendørs DM-finalist, Mille Mørk. Samme Mørk var for nyligt med til at vinde DM-sølv for hold. Hun møder i første kamp KB’s Elin Brun Créton.
Nederst i lodtrækningen gemmer sig et andet opgør mellem KB og HRT. Seedet 2 Vilma Krebs Hyllested får nemlig fornøjelsen af Sarah Suljadzic.
Hørsholm og KB deler også de seedede pladser mellem sig i turneringen. Så seedet 3 er Karoline Laursen, der møder gentoftespilleren Frederikke Pape i sin indledende kamp onsdag.