”Jeg glæder mig vildt meget til, at det bliver vores tur”

De fem spillere på det danske Billie Jean King Cup-hold håber på massiv opbakning fra tilskuerne til historiens første hjemmekamp.

Tiden nærmere sig kraftigt for Danmarks første hjemmekamp nogensinde i Billie Jean King Cup. Det er nemlig fredag den 15. november, at det går løs i Farum Arena, inden landskampen finder sin afgørelse dagen efter.

Vi har tjekket ind med det danske hold for at høre, hvordan de se frem til opgøret mod Mexico.

Clara Tauson

”Jeg glæder mig rigtig meget til at være på holdet på hjemmebane foran et dansk publikum. Det er en historisk begivenhed. Mine Fed Cup-forbilleder som Eva Dyrberg og Tine Scheuer har faktisk aldrig spillet på hjemmebane. Så det er superfedt, at vi nu får den mulighed. Eva og Tine har inspireret og støttet mig, så det er også med en vis ærefrygt,” siger Clara Tauson, der står noteret for flest landskampe af de fem spillere i den danske trup.

Johanne Svendsen

Johanne Svendsen er på bølgelængde med Tauson.

”Om det har været på tilskuerpladserne eller i tv, har jeg altid set herrerne spille i Davis Cup, og set den energi de har fået af at spille på hjemmebane i Danmark. Det er sindssygt fedt, at kvinderne nu også kan få den anerkendelse, som jeg synes, vi fortjener, og som vi også tilspillede os i april. Så jeg glæder mig til, at der kommer en masse tilskuere, der vil heppe på os,” siger Johanne Svendsen.

Rebecca Munk Mortensen

I tennis går meget af året med at kæmpe for egen hæder og ære. Derfor ser Rebecca Munk Mortensen frem til, at det igen er holdet, der i centrum.

”Jeg tror ikke, at der er noget hold, jeg hellere ville spille Billie Jean King Cup med. Vi kender hinanden godt alle sammen og har fulgt hinanden gennem mange år. Så vi glæder os til at kæmpe for hinanden og se hinanden kæmpe for Danmark,” siger Rebecca Munk Mortensen.

Laura Brunkel

Laura Brunkel fik sin landsholdsdebut i april i Portugal. Nu glæder hun sig til at være på hjemmebane.

”Jeg tror, at der kommer til at være en hel speciel stemning i Farum Arena, og noget jeg aldrig har oplevet før. Og jeg tror især, det kommer til at give rigtig meget for dem, der står på banen,” siger Laura Brunkel.

Emilie Francati

Emilie Francati har i alt spillet 15 landskampe fordelt på fem år. Hver gang har det været i udlandet, hvor andre har haft hjemmebanefordel.

“Vi har aldrig selv prøvet at kunne stå på hjemmebanen, men har altid kunnet mærke den opbakning, vores modstandere har kunnet få. Så jeg glæder mig vildt meget til, at det bliver vores tur,” Emilie Francati.

Kom og støt det danske hold

Det er stadig muligt at købe billetter til Billie Jean King Cup-kampen i Farum Arena. Der er både endagsbilletter og partoutbilletter til salg hos ticketmaster.

Klik på banneret nedenfor for at gå til billetsalget:

Kampen kan også ses på tv. SPORT LIVE viser fra fredagen, mens DR tager sig af lørdagens afslutning.