KB’s kvinder slog HRT med mindst mulig margin i kvindernes DM-finale for hold. Der var også guld til Frederiksberg-klubbens herrer efter sejr over B.93.
Nøjagtig som året forinden blev det til guld for både KB’s kvinder og mænd, da DM for hold i tennis blev afgjort denne weekend.
Men søndagens finaler bød på rigeligt med spænding, hvor HRT’s kvinder og B.93’s herrer solgte sig selv dyrt i finalerne.
Maksimal spænding i damefinalen
I lang tid så det ud til, at der ikke skulle være den store spænding i damernes DM-finale. KB bragte sig planmæssigt på 3-0 efter de første tre singler. Her blev det til sejre til Rebcca Munk Mortensen, Valentina Ivanov og Laura Brunkel.
Sofia Mortensen fra HRT fik dog tændt håbet for Hørsholm-holdet, da hun slog Vilma Krebs Hyllested i en matchtiebreak.
KB var dog kun en enkelt sejr i de to doubler fra at kunne kalde sig danske mestre for andet år i træk. Men nerverne var flossede hos favoritterne fra Frederiksberg. Nærmest synkront gik det galt.
Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel havde vundet første sæt med 6-4. Men Mille Mørk og Tilda Hessleryd kom tilbage og tog andet med 6-3. Tredje sæts matchtiebreak blev afgjort på en knivsæg, da Hessleryd og Mørk vandt med 11-9
HRT’s Natacha Schou og Frederikke Svarre tog første sæt i andendoublen, men tabte andet stort til Valentina Ivanov og Vilma Krebs Hyllested. I matchtiebreak var parret fra HRT dog stærkest og vandt med 10-7.
Dermed skulle DM-guldet afgøres i en ’golden matchtiebreak’: En enkelt tiebreak til ti point skulle fordele guld og sølv.
HRT gav genvalg til Mille Mørk og Tilda Hessleryd. KB rystede derimod posen og stillede med en ny konstellation i form af Rebecca Munk Mortensen og Valentina Ivanov.
Det gav pote. KB-duoen opbyggede sig en solid føring. Og selvom HRT kom tæt på, kunne de ikke fange KB. Guld til KB.
”Vi havde nok regnet med en mere sikker sejr, og sådan så det også ud langt hen ad vejen, men vi er virkelig glade for, at vi fik hevet den hjem i sidste ende. Det viser også bare, hvor stærkt et hold vi er,” siger en lettet Rebecca Munk Mortensen efterfølgende.
For hende var det vigtigt med en ny opstilling i den afgørende golden matchtiebreak for at rykke nerverne af sig.
”Vi stiller med en anderledes konstellation i golden matctiebreak, så vi følte, at vi prøvede noget nyt af, og at det ikke er det samme, man skal ud at gøre igen. Men vi havde også en helt anden support fra sidelinjen til sidst. Så vi følte også, at vi vandt for hele klubben. Og den stemning gjorde også bare, at man fik lyst til at vinde. Vi havde folk bag os, kunne vi mærke, og det var vigtigt,” siger Rebecca Munk Mortensen.
Bronzemedaljerne blev vundet af Gentofte. Også her skulle der en golden matchtiebreak til. Kvinderne fra B.93 måtte gå tomhændede hjem, da Emilie Francati og Hannah Viller Møller tog det afgørende stik hjem for Gentofte.
Tredje guld på stribe hos herrerne
Herrernes DM-finale kunne nydes fra tv-stuen direkte på SPORT LIVE. Her kunne seerne se Elmer Møller, der ligger nummer 253 på verdensranglisten, gøre kort proces mod B.93’s Yanais Laurent med cifrene 6-1, 6-2.
B.93’s bedste kort denne sæson har været Sebastian Grundtvig på tredjesingle. Det viste han igen i DM-finalen, hvor han slog Philip Hjorth på overbevisende vis med 6-2, 6-3.
Til gengæld havde Eric Vanshelboim og Carl Emil Overbeck ikke de store vanskeligheder ved at bringe KB på 3-1 med sejre i de resterende singler.
Dermed skulle KB kun bruge en enkelt af doublerne for at sikre sig DM-guld. Her dannede Elmer Møller par med doubleverdensranglistens nummer 139 Johannes Ingildsen. De vandt sikkert med 6-1 i første sæt over Yanais Laurent og Maxim Landa.
B.93-duoen kom bedre med i andet sæt. Her reddede de undervejs tre matchbolde i eget serveparti og fik drevet sættet ud i en tiebreak. Men her stormede Møller og Ingildsen frem til en 6-0 føring. Derfor kunne de kort efter lukke på deres femte matchbold.
“Det er en helt vildt speciel følelse. Jeg synes virkelig, vi har et fedt hold, hvor alle bare er på. Både spillerne og dem udenfor banen skaber bare en vildt fed stemning og energi. Det er det, der gør det hele så fedt at være med til,” siger Elmer Møller efter kampen.
Den danske Davis Cup-spiller har det meste af tiden fokus på sin individuelle karriere. Men en uge med træning og en weekend med Medaljespil er alligevel et kærkomment afbræk i en travl tenniskalender.
“Jeg synes, at alle trænere og spillere i KB er der for hinanden. Så det er fedt at kunne samles og spille for noget større. Der tror jeg, at jeg snakker på alles vegne, at det, synes vi alle sammen, er kæmpestort, lige meget om man spiller på fuld tid, eller er på vej dertil, eller hvad end man gør. Vi synes allesammen, at det er en kanonfed uge og en fed weekend,” siger Elmer Møller.
Det var tredje år i træk, at KB’s herrer løb med guldet. Det var første udendørs DM-medalje for hold til B.93 siden 2005.
Nøjagtig som sidste år løb Give med bronzen. De vandt 4-1 i bronzekampen mod Gentofte.
RESULTATER
Find alle weekendens resultater på tennis.dk/Medaljespil2024
FINALER
KB – HRT 4-3
- Rebecca Munk Mortensen– Mille Mørk 6-4, 4-6, 10-3
- Valentina Ivanov– Tilda Hessleryd 7-6(4), 6-0
- Laura Brunkel– Natacha Schou 6-4, 6-0
- Vilma Krebs Hyllested – Sofia Mortensen6-2, 4-6, 7-10
- Rebecca Munk Mortensen/Laura Brunkel – Mille Mørk/Tilda Hessleryd6-4, 3-6, 9-11
- Valentina Ivanov/Vilma Krens Hyllested – Natacha Schou/Frederikke Svarre4-6, 6-1, 7-10
Golden MTB: Rebecca Munk Mortensen/Valentina Ivanov – Mille Mørk/Tilda Hessleryd 10-7
KB – B.93 4-1
- Elmer Møller– Yanais Laurent 6-1, 6-2
- Eric Vanshelboim– Nikolaj Katic 6-4, 6-1
- Philip Hjorth – Sebastian Grundtvig2-6, 3-6
- Carl Emil Overbeck– Maxim Landa 6-2, 6-2
- Johannes Ingildsen/Elmer Møller– Yanais Laurent/Maxim Landa 6-1, 7-6(1)
- Eric Vanshelboim/Carl Emil Overbeck – Sebastian Grundtvig/Nikolaj Katic 4-6, 5-3 (færdigspilles ikke)
BRONZEKAMPE
B.93 – Gentofte 3-4
- Bojana Marinkovic– Emilie Francati 6-2, 6-1
- Sofie Oyen– Hannah Viller Møller 4-6, 6-3, 10-5
- Victoria Andersen – Frederikke Pape0-6, 3-6
- Ella Møller Wilstrup– Sophia Ragus 6-4, 6-3
- Bojana Marinkovic/Sofie Oyen – Emilie Francati/Frederikke Pape3-6, 4-6
- Ophelia Ruus/Nicoli Attili Pereira – Hannah Viller Møller/Helena Francati 6-3, 3-6, 4-10
Golden MTB: Bojana Marinkovic/Sofie Oyen – Emilie Francati/Hannah Viller Møller 7-10
Gentofte – Give 1-4
- Valdemar Pape – Alexander Meyer4-6, 2-6
- Gustav Theilgaard – Niklas Guttau3-6, 5-7
- Christoffer Topp-Parving– Lasse Muscheites 7-6(5) 6-3
- Gabriel Pyndt – Roman Rünger2-6, 5-7
- Valdemar Pape/Kasper Warming – Alexander Meyer/Lasse Muscheites 2-6, 4-4 (færdigspilles ikke)
- Gustav Theilgaard/Christoffer Topp-Parving – Niklas Guttau/Roman Rünger2-6, 6-2, 8-10