Davis Cup-spilleren, August Holmgren, sikrede sig søndag karrierens første sejr i en $25.000-turnering.
I finalen i Nottingham mødte den 7. seedede dansker Lucas Poullain fra Frankrig. Holmgren fik en dårlig start på kampen og kom bagud med 0-3. Men han fik kæmpet sig godt tilbage. I en særdeles velspillet finale holdt danskeren nerverne i ro, da det spidsede til i slutningen af begge sæt. Derfor kunne han sikre sig titlen i det engelske med cifrene 7-6, 7-6.
Med titlen i hus kan Danmarks næstbedst rangerede herre se frem til at nå en ny bedste rangering i omegnen af nummer 410.
Arbejdsdagen er endnu ikke omme for August Holmgren. Han mangler stadig finalen i double, hvor han sammen med sin amerikanske makker, Alfredo Perez, møder en ren britisk konstellation.
*August Holmgren endte med at tabe doublefinalen med 12-10 i tredje sæts matchtiebreak.
Det er den sjette doublefinale i sæsonen for Holmgren. Indtil nu er det blevet til to titler. Begge sammen med holdkammeraten fra Davis Cup-holdet og Gentofte, Christian Sigsgaard.
Elitemiljøet i Nottingham
August Holmgren spillede også sidste uge med i en turnering i Nottingham. Og planen er, at turen i det engelske rundes af med endnu en turnering i den kommende uge.
Holmgren har selskab af Davis Cup-kollegaerne Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard, samt Billie Jean King Cup-spiller, Johanne Svendsen. DTF’s elitemiljøtræner, Frederik Løchte Nielsen, er desuden med spillerne for at sikre dem optimale muligheder.
I singleturneringen i denne uge slog Christian Sigsgaard turneringens førsteseedede spiller, inden han røg ud til klubkammeraten August Holmgren i kvartfinalen. Johannes Ingildsen kæmpede sig gennem kvalifikationen og vandt også sin 1. rundekamp, inden det blev til en exit i tre sæt.
Johanne Svendsen måtte også se sig slået i tre sæt. Det skete i kvartfinalen mod Rutuja Bhosale fra Indien, der ligger nummer 399 på verdensranglisten.