Landsholdsture i U12 og U14 bliver fremover uden forældre. Desuden skærpes kravene til udtagelse til landsholdet og for at modtage National Squad.

Hvert år får landets bedste ungdomsspillere mulighed for at udvikle sig og prøve sig af mod ligesindede fra hele Europa. Det gælder blandt andet ved EM for hold både inde og ude, samt de nordiske mesterskaber.
Hidtil har det været DTF’s anbefaling, at forældre ikke rejser med på DTF-ture til turneringer i udlandet. Fremover ændres det til et krav om, at forældrene ikke tager med til udvalgte landsholdsture. Det drejer sig om ture til U12 hold EM ude og inde, U14 hold EM ude og inde, U14 individuelt EM og de Nordiske Mesterskaber.
”Støttende og engagerede forældre er en vigtig forudsætning i spillerudviklingen. Men med denne beslutning får de medrejsende trænere større mulighed for at træne, coache og dygtiggøre de udtagne spillere. Et af formålene med disse ture til udlandet er desuden, at spillerne lærer at tage ansvar for deres egen tennis,” siger sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.
Det er også besluttet at justere på nogle krav for at blive udtaget til landshold og modtage National Squad til Tennis Europe-turneringer. Det er fremover en forudsætning for at blive udtaget og modtage National Squad, at spillere deltager i UM i U12 og U14, og at de deltager i DTF’s fællestræninger, hvis de bliver udtaget til dem.
De fulde udtagelseskrav kan altid findes på tennis.dk under Spiller -> Holdudtagelser