Dansk Tennis Forbund og DGI har uddannet udvalgte trænere til TennisKids-instruktører. De skal fremover undervise andre trænere på TennisKids-fokuskurser og være med til at forankre konceptets grundprincipper og værdier i klubberne.

TennisKids skal nu endnu længere ud i de danske tennisklubber. Derfor har Dansk Tennis Forbund og DGI uddannet en række udvalgte trænere og nøglepersoner, der fremover skal være med til at undervise andre trænere i konceptet.
Indtil videre har 15 TennisKids-fokuskurser samlet 160 trænere fra 44 klubber. Med de nye instruktører på plads er ambitionen at gøre det lettere for endnu flere klubber at komme i gang med TennisKids og få konceptets grundprincipper ind i den daglige børnetræning.
Over to dage i Holbæk og Odense er udvalgte trænere og nøglepersoner fra klubber, der allerede arbejder med TennisKids, blevet uddannet som TennisKids-instruktører.
Med undervisning fra Stefan Weeda, den hollandske udvikler bag det oprindelige TennisKids TOF-koncept, og Ruben Neyens, internationalt anerkendt ekspert i børnetennis, har deltagerne fået en grundig introduktion til både konceptets grundprincipper, pædagogik og undervisningsmetoder.
Formålet er at skabe et stærkere instruktørnetværk, der fremover kan stå for TennisKids-fokuskurser rundt om i landet og hjælpe endnu flere klubber med at komme godt i gang.
Fra 160 trænere til endnu flere klubber
For Dansk Tennis Forbund og DGI er instruktøruddannelsen et vigtigt skridt i arbejdet med at udbrede TennisKids.
”For at TennisKids kan brede sig med den hast, som vi oplever at efterspørgslen er til, har vi brug for endnu flere ambassadører, der kan tage ud i landet og undervise på TennisKids-fokuskurserne, som klubberne kan bestille gennem DTF og DGI,” siger Rasmus Gråskov, specialkonsulent for uddannelse og udvikling i Dansk Tennis Forbund og fortsætter:
”Det er vigtigt at få klædt nogle dygtige og kompetente folk på til at kunne bære den kulturforandring, som TennisKids skal være med til at skabe i klubberne.”
(Artiklen fortsætter under billedet…)

Instruktørerne bliver dermed en vigtig del af den videre implementering. De skal ikke blot kunne formidle konkrete øvelser, men også forstå tankerne bag TennisKids og hjælpe andre trænere med at omsætte dem til praksis.
”Jeg håber på at være med til at udbrede TennisKids. Ikke bare i min egen klub, men også i andre klubber på tværs af Jylland, så jeg i fremtiden kan være med til at kunne klæde andre trænere på til TennisKids,” siger Julius Rokkjær, tennistræner i Aalborg Østre Tennisklub, der deltog i workshoppen i Odense.
En fælles rød tråd i juniortennis på tværs af klubberne og et styrket samarbejde er blandt de ting, Julius Rokkjær ser som store styrker ved TennisKids.
”Jeg tror, at TennisKids kan være med til at give klubberne et godt ’framework’ til mere struktur i deres juniortræning. Og at der kommer et fælles sprog – også fra Dansk Tennis Forbunds side – så det bliver nemmere at samarbejde på tværs af klubber og sammenligne niveauer i forhold til events og turneringer.”
TennisKids ind under huden
På instruktøruddannelsen har deltagerne arbejdet med både de konkrete værktøjer og de grundlæggende principper, der ligger bag TennisKids.
De har blandt andet fået redskaber til at gennemføre workshops og undervise andre trænere, ligesom de har arbejdet med de læringsmål og pædagogiske overvejelser, der er centrale i konceptet.
”De har fået en række konkrete værktøjer til at hjælpe trænerne i gang. Det er ikke kun ting, de selv kan bruge på banen med deres spillere, men også noget, de kan arbejde med på en workshop. Samtidig har de fået kendskab til de væsentlige grundprincipper og tanker i TennisKids og de overvejelser, man skal have med for at kunne være instruktør på et kursus,” siger Rasmus Gråskov.
(Artiklen fortsætter under billedet…)

Undervisningen har også haft fokus på de dele af TennisKids, som ligger ud over den røde og skumbolden, der er det primære fokus i den første fase af implementeringen i Danmark.
”De har ikke kun lært om det stykke af isbjerget, der stikker over vandet. De har også haft hænderne dybt nede i de grundlæggende dele af konceptet og arbejdet med andre faser end den røde og skumbolden, som vi orienterer os mest imod på landsplan i år ét af implementeringen,” siger han.
Det skal give instruktørerne en bred forståelse af TennisKids, så de kan formidle konceptet i sin helhed og hjælpe trænerne med at forstå, hvorfor man arbejder, som man gør.
Nu skal TennisKids videre ud i landet
Med de nye instruktører på plads er ambitionen, at endnu flere klubber skal have mulighed for at blive introduceret til TennisKids gennem kurser, der kan afholdes lokalt i klubberne.
TennisKids-fokuskurserne kan bestilles gennem Dansk Tennis Forbund og DGI, og her skal instruktørerne fremover være med til at give trænerne et godt fundament for at arbejde med konceptet.
For klubber, der endnu ikke er kommet i gang, er det derfor fortsat muligt at tage det første skridt.
TennisKids er tilgængeligt for alle danske klubber, og Dansk Tennis Forbund og DGI står klar til at hjælpe med både spørgsmål, kurser og den videre implementering.
Læs mere om TennisKids og mulighederne for at komme i gang på tennis.dk/tenniskids.
(Artiklen fortsætter under billedet…)

Trinvis udrulning – med rød bold først
TennisKids bliver introduceret trin for trin. Første fase begyndte den 1. september 2026 og har fokus på børn fra seks-ti år og rød bold.
- I fase 1 (indendørssæson 2026–27) er fokus på børn i alderen seks-ti år og rød bold.
- I fase 2 (indendørssæson 2027–28) udvides konceptet med øget fokus på orange bold og børn i alderen seks-12 år.
- I fase 3 (indendørssæson 2028–29) inkluderes grøn bold og aldersgruppen seks-14 år. Fra fase 3 bliver Tenniskids en integreret del af træneruddannelsen og Dansk Tennis Forbunds standard for opstart af nye børn i sporten.