Pickleball-landstrænerne Nathali Thorius og Jonatan Andersen stod i spidsen for en udviklende weekend i hver sin ende af landet, hvor der var fokus på udvikling og stærkt træningsmiljø.

I weekenden blev der afholdt regionale pickleballsamlinger i både øst og vest, hvor nogle af landets bedste spillere – samt flere spændende boblere omkring landsholdet – var samlet til en dag med intensiv træning og sparring.
I øst stod landstræner Nathali Thorius for samlingen i Hillerød Tennis og Padel Klub, mens Jonatan Andersen styrede samlingen i vest, som blev afholdt i Skovbakken Tennis i Risskov. Samlingerne er en del af Dansk Tennis Forbunds fortsatte arbejde med at udvikle pickleballspillere og styrke miljøet omkring landsholdet.
Selvom der først spilles hold-EM igen i 2027, er ambitionerne fortsat høje. Derfor var der denne gang inviteret bredere ud til en større gruppe spillere fra hele landet, så både etablerede landsholdsspillere og nye profiler fik mulighed for at træne sammen og vise sig frem.
Flere samlinger på programmet
Efter sommerferien afholdes der den 22. august en fælles samling, her inviteres både spillere fra øst og vest. Derudover afholdes der en fælles samling den 24. oktober. Begge trænere vil være til stede ved disse samlinger.