Forhåndsfavoritterne klarede sig mestendels uskadt gennem anden runde ved DM i Birkerød, selvom flere skulle gennem hårde kampe. Husk, at der livestreames fra semifinaler og finaler lørdag og søndag fra klokken 11.
Tennisspillet strålede om kap med solen i Birkerød Tennisklub torsdag aften ved DM. Dagens menu var anden runde hos herrer og damer. Desserten bestod af to semifinaler i mixeddouble.
Og havde man appetit på fremragende tennis, kunne man gå mæt hjem, da sidste bold var slået. Damesingle bød på en række tætte og afvekslende kampe. Førsteseedede Sofia Samavati (Holte) var i en hårdtslående dyst med Fed Cup-holdets doublespecialist, Maria Jespersen (Gentofte).
Boldene fik tæsk med hårde for- og baghænder i de to første sæt, som spillerne delte mellem sig med et til hver. I afgørende sæt trak Samavati det længste strå med 6-4 og kunne udstøde et sejrsskrig.
Samavati møder i fredagens kvartfinale sidste års finalist, Johanne Svendsen (HRT). 16-årige Svendsen slog KB’s Vilma Krebs Hyllested med 7-6(3), 6-0.
Første sæt blev også afgjort i tiebreak, da fjerdeseedede Olivia Gram (Kolding) mødte danmarksmesteren fra 2018, Emilie Francati (Gentofte). Her var Gram bedst, da det galt og vandt 8-6.
Herefter vendte kampen og 23-årige Francati sad på modstanderen i andet sæt, som hun vandt 6-0. I tredje sæt kom Gentoftespilleren foran med 5-2, og efter lidt vanskeligheder fik hun lukket sættet og kampen med 6-3.
Tre sæt skulle der også til for seedet 2, Elena Jamshidi (Lyngby). Efter at have tabt første med 6-4 til HIK’s Berta Passola, vandt Jamshidi de to næste med 6-3 og 6-2.
Se alle resultater og lodtrækning for Damesingle.
Løchte under pres
Hos herrerne er den tredobbelte danmarksmester, Frederik Løchte Nielsen (Lyngby), med på et wildcard. Han mødte i anden runde sjetteseedede, Simon Friis Søndergaard (KB), som var klar fra start.
Søndergaard brød serv i slutningen af første sæt og vandt det med 6-3. Et langt stykke ind andet sæt var kampen helt lige. Men da afgørelsen faldt, var Løchte bedst. I tredje sæt var Simon Friis løbet tør for modstandskraft og måtte indkassere et æg.
Frederik Løchte møder i semifinalen Anders Grinderslev (Give), der var ganske suveræn i anden runde mod Benjamin Hannestad (KB).
Ligesom Frederik Løchte er Søren Hess-Olesen (KB) også med på wildcard. Og ligesom Løchte har han grebet chancen og spillet sig i kvartfinalen. Her kommer han til at stå over for klubkammeraten Johannes Ingildsen, der slog Søren Wedege (ligeledes KB) med 6-4, 6-1.
De to højest seedede herrer, sidste års finalister August Holmgren og Christian Sigsgaard (begge Gentofte) kom planmæssigt videre til kvartfinalerne. Her står det til at møde henholdsvis Tobias Lentz (Skovbakken) og Henrik Heise Korsgaard (HRT).
Se alle resultater og lodtrækning for herresingle.
Matchbold i mix
Dagen sluttede af med to semifinaler i mixeddouble. De forsvarende mestre Maria Jespersen og Christian Sigsgaard kom på overarbejde med mand og kone-konstellationen Christoffer Kønigsfeldt og Cecilia Estlander (HIK).
HIK-duoen tog første sæt overbevisende med 6-3, inden Gentofte-parret svarede igen med samme cifre i andet. Kampen skulle afgøres i matchtiebreak, og ved stillingen 8-9 havde Estlander og Kønigsfeldt matchbold. Men den tidligere Davis Cup-spiller kunne ikke returnere serven fra den nuværende Davis Cup-spiller inden for stregen.
I stedet sluttede Jespersen og Sigsgaard kampen ved at tage de sidste tre point på stribe.
I finalen møder de Emilie Håkansson (HIK) og Carl Emil Overbeck (KB). Det andetseedede par slog Helena Francati/August Holmgren med de relativt sikre cifre 6-3, 6-4.
Mixeddoublefinalen kan ses på livestream på tennis.dk på lørdag. Det er efter transmissionen af to singler fra klokken 11.00.