Trænere fra hele landet får i august mulighed for at blive introduceret til TennisKids, når Dansk Tennis Forbund og DGI afholder fokuskurser på Sjælland, Fyn og i Jylland.

TennisKids nærmer sig den landsdækkende lancering den 1. september, og i uge 34 inviterer Dansk Tennis Forbund og DGI trænere til fokuskurser, hvor de får en introduktion til det nye børnetræningskoncept.
Kurserne henvender sig til nuværende og kommende trænere og hjælpetrænere, der arbejder med børn i alderen seks til 12 år, og bliver en del af forberedelserne frem mod den nationale udrulning, hvor TennisKids gøres tilgængeligt for alle danske tennisklubber gennem kurser, materialer og en digital trænerapp.
Hvad får du med?
På kurset får du indsigt i strukturen i TennisKids og konkrete værktøjer til at komme i gang med det samme. Der arbejdes med øvelser, mål og træningsindhold, og der sættes fokus på centrale spørgsmål som: “Hvorfor TennisKids?”, “Hvad er TennisKids?” og “Hvordan arbejder jeg med TennisKids i min klub?”.
Find et TennisKids-kursus nær dig
Sjælland
- Farum, den 17. august – Farum Tennisklub, kl. 10.00–14.00 (inkl. Stefan Weeda)
- Farum, den 17. august – Farum Tennisklub, kl. 16.30–20.30 (inkl. Stefan Weeda)
- Taastrup, den 21. august – Taastrup Idrætscenter, kl. 09.00–13.00
- Taastrup, den 21. august – Taastrup Idrætscenter, kl. 14.00–18.00
Fyn
- Odense, den 18. august – Marienlyst Tenniscenter, kl. 16.30–20.30 (inkl. Stefan Weeda)
Jylland
- Billund, den 19. august – Billund Tennisklub, kl. 16.30–20.30
- Randers, den 20. august – Randers Tennisklub, kl. 16.30–20.30
Tilmeld dig her
Tilmeldingsfristen er senest én uge før kursets afholdelsesdato.
Om TennisKids
TennisKids er Dansk Tennis Forbunds og DGI’s nye træningskoncept for børn i alderen seks-12 år. Konceptet, der er udviklet af det hollandske tennisforbund, er målrettet nutidens børn og skal samtidig give trænere en tydeligere struktur og konkrete redskaber til arbejdet med forskellige udviklingstrin.
“Det fungerer, fordi det passer til denne generation af børn. De har brug for løbende feedback og en følelse af ejerskab over deres egen udvikling. Samtidig giver det trænere en klar ramme for arbejdet på de enkelte niveauer,” siger Stefan Weeda, der er den hollandske ophavsmand til konceptet.
Flere af TennisKids-kurserne i uge 34 vil desuden være flankeret af Stefan Weeda, som løbende bidrager til implementeringen og videndelingen i Danmark.
Den officielle landsdækkende lancering af TennisKids finder sted den 1. september 2026, hvor fase 1 begynder. Her bliver konceptet tilgængeligt for alle klubber i Danmark gennem kurser, materialer og en digital træner-app. Herefter rulles konceptet ud i faser, der følger indendørssæsonerne.
- Fase 1 (2026–27): Fokus på børn seks–10 år og rød bold
- Fase 2 (2027–28): Udvidelse med orange bold og børn seks–12 år
- Fase 3 (2028–29): Grøn bold og børn seks–14 år. TennisKids bliver her en integreret del af træneruddannelsen og standarden for opstart af nye børn i dansk tennis