I 1989 blev det op til spillere og trænere at holde sig orienteret om tilmeldingsfrister til DM og UM. Deltagelse krævede udklip fra en avis, fotokopiering og et godt gammeldags brev med frimærke.
I anledning af at Dansk Tennis Forbund fylder 100 år i 2020, laver vi hver måned et nedslag i historien. Vi kigger på stort og småt. Både det, som ingen glemmer, og det som de færreste har husket.
Hvornår: 30. januar 1989
Hvad skete: På forsiden af tennis-avisen, som dengang var DTF’s officielle blad, proklameredes det, at tilmeldinger til DM og UM fremover sker gennem avisen. Tidligere har der været masseudsendelser af tilmeldingsblanketter til klubberne fra DTF’s sekretariat.
”Alle elitespillere og trænere skal i fremtiden holde sig orienteret om turneringer, kurser og terminer igennem tennis-avisen,” kan man læse.
Derfor husker vi det: I dag kræver det ikke mange online klik i turneringsprogrammet, Tournament Software, hvis man skal tilmelde sig en turnering. Eksempelvis er tilmeldingen til årets indendørs DM i Hillerød åben nu (TILMED DIG HER)
Men tilbage i 1989 var processen en noget anden. Her skulle man finde og klippe en kupon ud af en papiravis. Dernæst var det tid til at fotokopiere kuponen og tilføje relevant data med håndskrift. Hele moletjavsen skulle til sidst indsendes med brev til DTF’s sekretariat.
Metoden i 1989 var et opgør med den tidligere fremgangsmåde, hvor DTF masseudsendte tilmeldingskuponer til klubberne, som de skulle returnere i udfyldt tilstand.
Og man var skam godt klar over, at man krævede mere af spillere og trænere med den ”moderne” metode. Således står der:
”DTF’s bestyrelse har besluttet, at kommunikationen primært foregår igennem det officielle medium. Det er accepteret, at beslutningen (muligvis) får konsekvenser for de første mesterskaber.”
Det er naturligvis ikke godt, hvis deltagerfeltet skrumper ind. Men det er der heldigvis råd for, må man forstå:
”Men når spillere, ledere og trænere først forstår, at tennis-avisen skal studeres – ikke skimmes – vil ordningen fungere tilfredsstillende.”
Man kan have sin tvivl, om en tilsvarende metode i dag ville betegnes som tilfredsstillende. Og tilmeldingsproceduren har da også ændret sig flere gange siden. Senest i 2018, hvor forbundet gik over til Tournament Software.