UM-finalerne rummede fremragende tennis

Finaledagen ved UM – sponsoreret af C WorldWide og HEAD – bød på lækker tennis i mindre lækkert vejr.

U12’eren Marcus Sehested (Holte) vandt dobbelt op på guld ved UM.

Skyerne hang mørke og truende over B.93’s anlæg på Østerbro ved finaledagen til årets ungdomsmesterskaber – sponsoreret af C WorldWide og HEAD. Men under det tunge vejr strålede det gode tennisspiller fra de otte finalebaner.

Den tætteste og senest afgjorte singlefinale var det rene KB-opgør i U14 herresingle mellem Oliver Steines og Lucas Christmas-Møller. Derfor var der også et talstærkt publikum med øjnene rettet solidt mod Oliver Steines, da han kunne knytte næven efter sejren på 7-5, 1-6, 6-2.

Også i U18-rækken for drenge måtte der tre sæt til, før en mester kunne kåres. Felipe Stevn Mikkelsen (KB) færdiggjorde et fornemt comeback mod Caspar Jalili Mikkelsen (HRT).

Anderledes kort var finalefornøjelsen i U12 pigesingle. Lyngbys Augusta Grau Kristensen gjorde kort proces mod en fornemt kæmpende Sofia Mortensen Poulsen (B.93). Lyngby sikrede sig ligeledes guld i U18 pigesingle. Titlen gik til Charlotte Ellegaard.

Holtes Marcus Sehested, U12, vandt for første gang et ungdomsmesterskab. I finalen slog han KB’s Christoffer Jessen med to gange 6-2. Senere på dagen vandt Sehested også doublerækken med klubkammeraten Mads Bruhn Aaby.

Spændende doubler

Halvdelen af årets doublefinaler måtte ud i en afgørende matchtiebreak for at finde en vinder. Lucas Christmas-Møller og August Brostrøm Poulsen (Gentofte) var nede med en enkelt matchbold, men vandt til sidst med 11-9 over Oliver Steines og Alexander Nordal Clausen (Lyngby) i U14.

Charlotte Ellegaard fik også en ekstra guldmedalje, da hun og makker Victoria Ilena Andersen (Virum-Sorgenfri) gik hele vejen. Hos årgangen yngre i U16 var Natacha Schou (Lyngby) og Johanne Svendsen (HRT) mest cool, da det galt. Derfor kunne de nuppe afgørende sæt med 10-7 over Rebecca Munk Mortensen og Vilma Krebs Hyllested (KB).

Dagens sidst afgjorte finale var i U12 pigedouble. Efter en tæt kamp vandt Sofia Mortensen Poulsen (B.93) og Caroline Kostecki-Andersen (Roskide) 6-7(4), 6-1, 10-6 over Sophia Tølbøl Bergqvist (KB) og Clara Møller Wilstrup (Gentofte).

SE ALLE FINALERESULTATER FRA UM UDENDØRS 2020.