Vanvittigt spændende afslutning på Medaljespillet

KB’s herrer var nede med to matchbolde i Golden Matchtiebreak, inden de sikrede sig DM-guld for hold i tennis. Hos kvinderne var Gentofte efter et års fravær tilbage på tronen som danmarksmester.

Jonas Zacho Larsen blev dagens helt store helt ved DM-finalerne for hold i tennis. KB-spilleren, der i meget af sæsonen har været henvist til andetholdet, fik nøglerolle, da finalen mod HIK stod 3-3 efter de fire singler og to doubler, som udgør en normal holdkamp.

En Golden Matchtiebreak til ti point skulle dermed afgøre, hvor DM-titlen skulle hen. De to holdkaptajner skiftedes til at vælge kampe fra, indtil det til sidst stod klart, at det skulle afgøres i fjerdesingle med Jonas Zacho Larsen mod den tidligere Davis Cup-spiller Christoffer Kønigsfeldt.

Golden Matchtiebreak blev meget nervepirrende, og de to spillere fulgtes ad til 8-8. Her fik Christoffer Kønigsfeldt først en, og siden endnu en matchbold. Men i begge tilfælde fik Jonas Zacho Larsen afværget.

Se hele Golden Matchtiebreak i bunden af artiklen!

I stedet fik KB’eren selv en matchbold 11-10. Zacho Larsen satte en forhåndsreturnering ud, og Christoffer Kønigsfeldt slog næste slag ud over baglinjen. Guld til KB.

“Under hans matchbolde tror jeg slet ikke, at jeg opfatter, at der er matchbold i den afgørende kamp ved DM. Jeg er heldig, at der kommer nogle fejl. Så på min egen matchbold. Jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg kan ikke engang huske bolden. Jeg kan bare huske, at den sejler lang, og jeg ser mine holdkammerater gå amok. Det var fuldstændig sindssygt,” siger Jonas Zacho Larsen kort efter den afgørende kamp.

Det var KB’s herrers første udendørs hold-guld siden 2017.

Comeback i doublerne

Det så ellers sort ud for KB, der ellers havde glæde af hjemmebane på Peter Bangs Vej, efter de fire singler. HIK’s førstemand Holger Rune besejrede Søren Hess-Olesen i to sæt.

KB fik udlignet ved Johannes Ingildsen i andensingle, men tabte til gengæld både tredje- og fjerdesingle.

Derfor havde Frederiksberg-holdet ryggen mod muren inden de to doubler. KB kom ud med en fantastisk energi, som syntes at smitte frem og tilbage mellem de to baner. Og selvom HIK svarede igen ved at vinde andet sæt i begge doubler, afgjorde KB doublerne i tredje sæts matchtiebreak.

Derfra tog Jonas Zacho Larsen så over i Golden Matchtiebreak.

“Det her var det højeste niveau, jeg har set til et Medaljespil. Alle fire hold kunne i stærkeste opstilling vinde mesterskabet. Det er der små marginaler, der afgør det,” siger Jonas Zacho Larsen.

I semifinalen lørdag var det i øvrigt HIK, der var nede med en matchbold i Golden Matchtiebreak, inden Holger Rune slog Gentoftes Christian Sigsgaard og bookede en billet i finalen.

I kampen om bronzen vandt Gentoftes herrer samtlige singler mod Lyngby, hvorfor doublekampene ikke var nødvendige.

Guld til Gentofte

Hos kvinderne var der dækket op til en gentagelse af sidste års finale, da Gentofte og KB mødte hinanden. Gentofte havde revanche til gode og kom godt fra start, da Emilie Francati og Maria Jespersen tog sig af de to første singler.

KB med Julie Noe og Rebecca Munk Mortensen kom igen og vandt de to sidste singler. Så inden doublerne stod det helt lige.

Gentofte satte rutinerede Eva Dyrberg ind i 2. double sammen med Fed Cup-spilleren Maria Jespersen, mens søstrene Emilie og Helena Francati tog sig af 1. doublen. Den disposition viste sig at være rigtig god.

Jespersen/Dyrberg vandt 6-1, 6-4 over Julie Noe og Rebecca Munk Mortensen. Og ganske få minutter efter brød søstrene Francati serv og lukkede 1. doublen mod Mai Grage og Karina Ildor Jacobsgaard.

“Det hele spillede bare i dag, og det var en holdpræstation uden lige. Jeg er simpelthen så stolt og glad. Hele holdet gjorde det bare så godt. At vi ved 2-2 efter singlerne splittede mig og Emilie i de to doubler, viste sig at være den helt rigtige beslutning,” siger Maria Jespersen med henvisning til, at hun og Emilie Francati udgør doublen på det danske landshold.

Det var Gentoftes damers første udendørs hold-DM siden 2018.

I bronzekampen mellem HRT og Lyngby blev det nødvendigt med en Golde Matchtiebreak, da stillingen efter holdkampen var 3-3. Her afgjorde Charlotte Ellegaard sagerne til Lyngbys fordel.

Gentoftes damer med DM-pokalen.

RESULTATER

Herrefinale

KB – HIK 4-3

  • Søren Hess-Olesen – Holger Rune 4-6, 3-6
  • Johannes Ingildsen – Rafa Miralles 6-2, 6-2
  • Carl Emil Overbeck – Thomas Kromann 4-6, 2-6
  •  Martin Linnet Killemose – Christoffer Kønigsfeldt 6-4, 6-7(3), 8-10
  • Johannes Ingildsen/Søren Hess-Olesen – Holger Rune/Christoffer Køningsfeldt 6-4, 2-6, 10-7
  • Jonas Zacho Larsen/Carl Emil Overbeck – Thomas Kromann/Alexander Kønigsfeldt 6-1, 3-6, 10-5

* Golden Match Tiebreak: 4. HS: Jonas Zacho Larsen – Christoffer Kønigsfeldt 12-10

Damefinale

Gentofte – KB 4-2

  • Emilie Francati – Mai Grage 6-2, 6-0
  • Maria Jespersen – Karina Ildor Jacobsgaard 6-1, 6-1
  • Helena Francati – Julie Noe 1-6, 6-3, 6-10
  • Olivia Malm – Rebecca Munk Mortensen 3-6, 1-6
  • Emilie Francati/Helena Francati – Mai Grage/Karina Ildor Jacobsgaard 6-4, 6-4
  • Maria Jespersen/Eva Dyrberg – Julie Noe/Rebecca Munk Mortensen 6-1, 6-4

Bronzekamp herrer

Lyngby – Gentofte 0-4

  • Simon Freund – Christian Sigsgaard 1-6, 4-6
  • Philip Hjorth – August Holmgren 2-6, 2-6
  • Nicolai Ferrigno – Jesper Andi Jørgensen 5-7, 6-4, 7-10
  • Frederik Myhre – Oskar Brostrøm Poulsen 4-6, 5-7

Bronzekamp damer

Lyngby – HRT 4-3

  • Elena Jamshidi – Julita Saner 4-6 4-6
  • Natascha Schou – Johanne Svendsen 6-7(3), 2-6
  • Charlotte Ellegaard – Ida Hasselbalch 6-2, 6-3
  • Malene Stripp – Mille Mørk 6-0, 4-6, 10-8
  • Elena Jamshidi/Natascha Schou – Julia Saner/Mille Mørk 1-6, 6-2, 10-2
  • Malene Stripp/Sille Tranberg – Johanne Svendsen/Ida Hasselbalch 5-7, 0-6

* Golden Match Tiebreak: 3. DS: Charlotte Ellegaard – Ida Hasselbalch 10-7

Seneste udendørs danmarksmestre for hold

I 2013 blev holdturneringen kønsopdelt. Herunder er alle danmarksmestre siden da.

Herrer

  • 2020: KB
  • 2019: Give
  • 2018: HIK
  • 2017: KB
  • 2016: KB
  • 2015: KB
  • 2014: KB
  • 2013: KB

Damer

  • 2020: Gentofte
  • 2019: KB
  • 2018: Gentofte
  • 2017: KB
  • 2016: Gentofte
  • 2015: KB
  • 2014: KB
  • 2013: KB

WEEKENDENS RESULTATER

tennis.dk/medaljespil2020 kan alle resultater for Medaljespillet findes.