Lørdag var der Tennissportens Dag i 210 klubber over hele landet. Vi tager en rundtur over det ganske danske tennisland.
Antallet af klubber, der åbnede sine døre for nye spillere på Tennissportens Dag, var steget i forhold til sidste år. Således var 210 foreninger med til at sprede budskabet om tennissportens herligheder på samme lørdag.
”Tennissportens Dag er en landsdækkende begivenhed i bogstavelig forstand. 210 klubber slog dørene op og gav interesserede i alle aldre chancen for at prøve tennis. Det er stærkt, at så mange klubber, og flere end de sidste par år, bakker op,” siger Lorenz Sønderby, der er projektleder for Bevæg dig for livet – Tennis og Tennissportens Dag.
En våd og kold april måned stillede ekstra store krav til klubberne for at få grusbanerne klar til den nye sæson. Men på selve dagen viste vejrguderne sig fra en mere venligsindet side.
Den store indsats omkring Tennissportens Dag skal også laves forud. Det gælder ikke mindst i forhold til markedsføringen af klubbens arrangement. En solstrålehistorie finder man i den forbindelse i Gilleleje Tennisklub. Meldingen lød på, at dagen havde overgået klubbens vildeste forventninger. Cirka 70 gæster dukkede op, og omkring 20 af dem var klar til at melde sig ind.
Mere end kun tennis
Mange tennisklubber har efterhånden flere ‘varer på hylden’ end blot tennis. Derfor benyttede mange også Tennissportens Dag til at vise padel og pickleball frem.
I Næsby gik de sågar skridtet videre. Tennisklubben gik sammen med naboforeningerne, der tilbyder løbe-motion, padel og softball. Således fik dagen med åben hus ekstra volumen, som kunne lokke flere til.
”De danske tennisklubber har i løbet af de seneste år fået flere begyndertilbud, og her er Tennissportens Dag en oplagt anledning til at gøre opmærksom på disse, hvilket mange griber på fornemmeste vis,” siger Lorenz Sønderby.
Rundflyvning i Tennisdanmark
Vi suser henover nationen og viser snapshots fra en række arrangementer.
Aalborg Chang
Vi starter i Nordens Paris. Her byd Aalborg Chang nye medlemmer indenfor på kunstgræsbanerne.
Støvring
Stik mod syd via jernbanen ligger Støvring, hvor Støvring Tennisklub naturligt nok holder til. Som ved mange andre Tennissportens Dag-arrangementer var det kombineret med den klassiske standerhejsning.
Hadsund
I Hadsund Tennisklub bød de på underholdning for både små og store.
Skovbakken
Hos Jyllands største klub står den på andet end blot internationale eliteturneringer. Hyggen og tennisspillet var i højsædet på anlægget hus Skovbakken Tennis.
Aabenraa
I det sønderjyske hos Aabenraa Tennisklub var der ingen, der behøvede at gå sultne hjem fra Tennissportens Dag. Og det uanset om man havde appetit på tennis eller blot en mere klassisk appetit.
Augustenborg
På Als gik man bestemt heller ikke forgæves, hvis man ville stifte bekendtskab med tennis og det røde grus. Fra formiddagens start var otte-ti nye mødt op og kom i gang med skumtennis.
Fynsk forår
Masser af fynske klubber havde lagt sig i selen for at lokke folk til.
Store Heddinge
På Stevns i Store Heddinge bød de på sol, tennis og pølser.
København NV
I KFUM Tennis i Emdrup har de medlemsstop for voksne medlemmer. Så Tennissportens Dag var helliget juniorer og Familietennis. Se en smagsprøve på, hvordan det spandt af:
Rønne
I Rønne Tennis og Padel Klub kunne foreningen tilbyde de besøgende både tennis, padel og pickleball.
Sidstnævnte var den lokale TV 2-station forbi og lave et indslag om. Se indslaget om pickleball fra TV 2 Bornholm.