Super stemning, fairplay og lækker tennis. Det var hovedelementerne, da 36 af landets bedste U10-spillere var til samling hos Dansk Tennis Forbund.
I den forgangne weekend havde juniorlandstræner, Kim Hansen, god mulighed for at se en lang række af de yngste tennisspillere an. Det blev nemlig til hele fire samlinger for landets bedste U10’ere.
I alt var 36 piger og drenge i gang på banerne i hallen hos Hillerød Tennis & Padel Klub.
Inden hver samling tog Kim Hansen en god snak med spillerne. Her blev der talt om vigtigheden af at spille træningskampe og at turde vinde og tabe tenniskampe, hvis man vil blive en bedre spiller. Fairplay var også et vigtigt emne, som spillerne heldigvis havde rigtig godt styr på.
Endelig fik spillerne og juniorlandstræneren en snak om, hvordan man laver en god opvarmning før man skal til træning eller i kamp.
Det sidste fik herefter lov at stå sin prøve, samtidig med der blev lagt vægt på en god indslåning med kvalitet.
Herefter stod den på masser af pointøvelser og kampspil med både single og double i fokus.
”Der var super stemning på alle hold. Spillerne udviste stor fairplay overfor hinanden og havde en god indstilling og nysgerrighed på, hvordan de kan forbedre sig. Og så vi heldigvis en masse lækker tennis,” siger Kim Hansen.