Teori, praktik og diskussion blev blandet på fornemmeste vis, da norske Espen Foss holdt workshop om træning af de yngste tennisspillere.
Nysgerrigheden og spørgelysten var stor tirsdag, da 26 trænere var mødt op for at høre norske Espen Foss fortælle om det norske koncept TennisKids. Det henvender sig til træning på blåt niveau – altså for spillere i alderen to til seks år, der ikke er nået til det røde niveau i Play&Stay.
En klar pointe fra Espen Foss var, at det klart er at foretrække at have tilbud til de yngste i weekenderne, da de er meget trætte efter en dag i børnehave. Og så skal det blå niveau foregå med forældrene på banen 100 procent af tiden.
Det er også vigtigt som træner at gøre forældrene bevidste om, hvorfor de forskellige øvelser laves. Når børnene er helt små, spiller de nemlig ikke rigtig tennis, når de er til tennis.
I stedet handler det om at lære nogle helt fundamentale kropslige færdigheder. Færdigheder, som mange børn anno 2024 ikke har fået meget sig fra egen leg, inden de begynder til tennis eller en anden sportsgren. Det skal ske gennem en række lege.
”De skal lære de basale færdigheder, når de er helt små, inden de bliver så gamle, at de ikke vil være med til at lege de færdigheder ind. Så kan det blive mere tennisspecifikt, når de bliver ældre,” forklarer Espen Foss.
Køb ikke det sorte bælte for tidligt
På blåt niveau skal det være så nemt, at alle børn kan klare de nemmeste øvelser. Men træneren skal også have så meget progression i øvelserne, at selv de voksne ikke kan klare de sværeste øvelser uden at øve sig.
Niveauet på træningen skal passe til børnene.
”Vi bevæger os for hurtigt gennem boldfarverne. De skal kunne alle de basale færdigheder, før de begynder at spille med rød bold,” siger Espen Foss, der advarer mod at gå hurtig til grøn eller gul boldt.
”Man kan også gå ned i en butik og købe et sort bælte, når man skal til karate. Men det bliver man ikke god af og så får man bare tæv,” siger han for at give et godt billede på den bjørnetjeneste, man kan gøre børnene.
Workshoppen fortsatte i hallen hos B.93 Tennis, hvor flere af øvelserne blev vist frem med hjælp fra et par unge, lokale kaniner.
Få en smagsprøve på øvelserne i Instagram-videoen herunder:
Nævn en ting, du vil gøre anderledes, når du vender tilbage til din klub?
Andrea Valentin Hjorth, HIK
“Jeg vil øve mig lidt mere i at formidle formålet med de øvelser, jeg vælger at lave. Også selvom det er til nogle små børn, der måske ikke helt forstår det. For eksempel den her øvelse, han lige har lavet. Han siger, vi laver den her øvelse for at vise dem, at banen er stor, og at man kan spille flere steder på banen. Det vil jeg gerne forklare med ind, når jeg underviser børnene.”
Kassandra-Sofie Steensby, Holte
“Jeg vil nok bruge mere tid på børnenes boldforståelse til at starte med, når de ikke har spillet tennis før. Jeg vil også måske spille andre sportsgrene som fodbold med dem. Der er mange, der kommer, som aldrig har rørt en bold før. De er ikke vant til at være ude. De sidder meget indenfor.”