Landets bedst rangerede kvindelige tennisspiller er med, når Danmark for første gang nogensinde spiller på hjemmebane i Billie Jean King Cup den 15. og 16. november i Farum Arena.
Det kvindelige danske tennislandshold leverede et topresultat i april, da holdet sikrede sig oprykning fra Billie Jean King Cup Europe/Africa Group I. Oprykningen udløste Danmarks første hjemmekamp nogensinde i den verdensomspændende landsholdsturnerings mere end 50-årige historie.
Modstanderen i play-off-kampen, der afgøres bedst af fem kampe over to dage i Farum Arena, hedder Mexico. Først spilles fire singler, mens en eventuelt afgørende femte kamp er en double.
Fredag har Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen, sat navn på spillerne i den danske trup.
Der er genvalg til fire ud af de fem spillere, der sikrede oprykningen tidligere i år i Lissabon. Danmarks bedst rangerede spiller, Clara Tauson (KB), får selskab af Rebecca Munk Mortensen (KB), Johanne Svendsen (KB) og Laura Brunkel (KB).
Caroline Wozniacki var med i truppen i Portugal. Hun har meddelt, at hun ikke står til rådighed for landsholdet i denne omgang.
I stedet har Jens Anker Andersen udtaget Emilie Francati (Gentofte). Det er første gang siden 2021, at 27-årige Francati trækker i landsholdstrøjen.
”Vi har god kontinuitet i truppen, og alle spillerne kender til rytmerne på landsholdet. Det har stor betydning, når vi går ind til en ny udfordring med den første hjemmekamp i Billie Jean King Cup. Jeg håber, at spillerne vil få en kanon opbakning i Farum Arena, og at de kan bruge oplevelsen til at finde den bedste version af deres tennis frem,” siger Jens Anker Andersen.
Billetsalget til Billie Jean King Cup-kampen mod Mexico er i fuld gang hos ticketmaster. Men også tv-seerne får mulighed for at følge med i kampen. DR og SPORT LIVE er gået sammen om at vise kampen. SPORT LIVE viser fredagens kampe, mens DR overtager lørdag.
Klik på banneret og gå til billetkøb hos ticketmaster
Støtter hinanden
Play-Off-kampen mod Mexico har stor sportslig betydning. Med en sejr er Danmark kun ét skridt fra et kunne deltage ved Billie Jean King Cup Finals i 2025, der er verdensmesterskabet i holdtennis. Finals for 2024 spilles sideløbende med Danmarks Play-Off-kamp.
I skrivende stund er Mexicos trup ikke offentliggjort. Deres bedste spiller er Renata Zarazua, som ligger nummer 71 på verdensranglisten. Derefter kommer to spillere i udkanten af top-300. Desuden har mexicanerne Giuliana Olmos, der ligger nummer 35 i verden i double.
Jens Anker Andersen vil ikke spå om de danske chancer, før han har set Mexicos hold. I stedet fokuserer han på egne kvaliteter.
”Holdet viste tidligere i år, at de er gode til at støtte hinanden og levere deres bedste præstationer, når de spiller med ’Danmark’ på ryggen i Billie Jean King Cup. I Clara Tauson har vi en spiller i verdensklasse, der altid går forrest på landsholdet,” siger Billie Jean King Cup-kaptajnen.
Clara Tauson har vundet sine sidste ti kampe for Danmark i Billie Jean King Cup.
Den officielle træning forud for Billie Jean King Cup-opgøret mod Mexico begynder 12. november. Dagen inden kampene er der lodtrækning og pressemøde, hvor det vil blive afsløret, hvem der skal spille single for Danmark.
Den danske trup
Clara Tauson
- Født: 21. december 2002 (21 år)
- Klub: KB
- Rangering: 64
- Billie Jean King Cup-debut: 2017
- Kampstatistik i BJK Cup: 15-5
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (20 år)
- Klub: KB
- Rangering: 680
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 10-11
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (18 år)
- Klub: KB
- Rangering: 570
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
- Kampstatistik i BJK Cup: 3-13
Laura Brunkel
- Født: 15. maj 2006 (18 år)
- Klub: KB
- Rangering: 1068
- Billie Jean King Cup-debut: 2024
- Kampstatistik i BJK Cup: 0-3
Emilie Francati
- Født: 24. juni 1997 (27 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering: Ingen rangering
- Billie Jean King Cup-debut: 2015
- Kampstatistik i BJK Cup: 17-4
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
Team sponsor: STATE drinks
AKKREDITERING AF PRESSE
Presse og fotografer, der ønsker at dække Billie Jean King Cup-opgøret skal akkreditere sig på forhånd for adgang til pressemøde torsdag kl. 11.30 og kampdagene fredag og lørdag.
Kontakt
Thomas Hansen
Kommunikations- og presseansvarlig
tha@tennis.dk
23 34 77 24
Program for Billie Jean King Cup-ugen i Farum Arena
- Tirsdag, onsdag og torsdag den 12., 13. og 14 november og: Indledende træningssessioner
- Torsdag den 14. november kl. 11.30: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde
- Fredag den 15. november kl. 16: Indmarch efterfulgt af to singler
- Lørdag den 16. november kl. 12: To singler efterfulgt af en double
OM BILLIE JEAN KING CUP
Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Billie Jean King Cup Play-Offs, der er det andenhøjeste landskampsniveau for kvinder. 12 nationer er med ved på øverste niveau i Billie Jean King Cup Finals, mens 16 nationer spiller Play-Offs.
I Billie Jean King Cup Play-Offs spilles fem kampe over to dage. Først til tre sejre vinder. Fredag spilles to singler. Lørdag spilles yderligere to singler, mens en eventuelt femte og afgørende kamp er en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Vinder Danmark over Mexico, rykker Danmark op og skal spille Qualifiers i april 2025. Taber Danmark, rykker holdet tilbage til Europe/Africa Group I, som også spilles i april 2025.
- Sted: Farum Arena
- Dato: 15.-16. november 2024
- Underlag: Hard court
Klik på banneret og gå til billetkøb hos ticketmaster
FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals, der fra 2025 har deltagelse af 12 nationer. Finals spilles i november som en vind eller forsvind-turnering.
2025 er et overgangsår, fordi det internationale tennisforbund slanker Finals fra 12 til otte hold. I april 2025 spilles der kvalifikationskampe (qualifiers) til Billie Jean King Cup Finals, hvor tre nationer er samlet i et enkelt land. Alle møder alle. Det bedste af de tre hold kvalificerer til Finals. De to andre skal spille Billie Jean King Cup Play-Offs i november efter samme model som i qualifiers.
Samtidig med qualifiers spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige under. Oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania spilles Play-Offs i november 2025.
Danmark kan komme med ved Billie Jean King Cup Finals i 2025. Det kræver en sejr over Mexico i Play-Offs og en førsteplads blandt tre lande i qualifiers i april 2025.