De 12 spillere skal forsvare de rød-hvide farver ved historiens første EM i pickleball, der spilles den 23.-24. november i Southampton.
![](https://tennis.dk/wp-content/uploads/2024/10/Thor-Due-Werny-photo-Allan-Hoegholm-600x400.jpg)
Den 23. og 24. november afholdes det første EM i pickleball nogensinde. Det europæiske pickleballforbund (EPF) er værter for mesterskabet, der afvikles som en holdturnering.
Dansk Tennis Forbund sender et landshold afsted, og Danmark deltager i turneringen med 23 andre nationer fra hele kontinentet. Der spilles i kategorierne kvinde- og herredouble samt mix, og der er både turnering i åben alderskategori og i 50+.
De to danske landstrænere, Kristian Hammerum og Steen Gregor Jensen, har sat navn på de 12 spillere, som skal forsvare de rød-hvide farver, når det går løs i Southampton Tennis Centre på den britiske sydkyst.
”Jeg ser enormt meget frem til det. Vi kommer til at møde de bedste af de bedste fra de deltagende nationer,” siger Kristian Hammerum.
DM-vindere suppleres af udenlandsdansker
Landsholdstruppen består primært af spillere, der har været toneangivende hele sæsonen på den landsdækkende STATE Pickleball Tour.
Thor Due Werny blev tredobbelt danmarksmester, da der tidligere i år blev afholdt DM i pickleball for første gang.
Hans makker ved DM i herredouble, Jimmy Scherff, er også med i truppen, der på herrefronten rundes af af Søren Klixbüll. Alle tre repræsenterer til dagligt Pickleball Copenhagen.
Hos kvinderne er det lutter danmarksmestre, der er med i åben alderskategori. Nathali Thorius (Helsinge Tennisklub) og Rikke Flygenring-Gantzel (Pickleball Copenhagen) vandt damedouble ved DM, mens Kristina Jensen (Pickleball Copenhagen) vandt mix med Thor Due Werny.
![](https://tennis.dk/wp-content/uploads/2024/10/Nathali-Thorius-photo-Allan-Hoegholm-600x400.jpg)
I 50+ har de hjemlige spillere fået forstærkning af Karin Ptaszek-Kochis, der bor i USA, hvor Pickleball på rekordtid er blevet en kæmpe sportsgren.
Karin Ptaszek-Kochis kommer med en masse landsholdserfaring i bagagen. Hun er nemlig noteret for hele 25 landskampe i tennis fra 1988 og frem på det danske Fed Cup-hold (nu Billie Jean King Cup). Det er femte flest af alle danskere.
I pickleball nyder hun stor succes. Den 52-årige er en af de bedste i sin aldersgruppe i USA.
Se den fulde danske trup nedenfor.
Den danske landsholdstrup
Kvinder – åben alderskategori
- Nathali Thorius, Helsinge Tennisklub
- Kristina Jensen, Pickleball Copenhagen
- Rikke Flygenring-Gantzel, Pickleball Copenhagen
Herrer – åben alderskategori
- Thor Due Werny, Pickleball Copenhagen
- Jimmy Scherff, Pickleball Copenhagen
- Søren Klixbüll, Pickleball Copenhagen
Kvinder – 50+
- Karin Ptaszek-Kochis, Pickleball Copenhagen
- Pia Falch, Skovbakken
- Lisa Honore, Skovbakken
Herrer – 50+
- Anders Bergholdt, Pickleball Copenhagen
- Lasse Sørensen, Skovbakken
- Steen Gregor Jensen, Pickleball Copenhagen
Om Pickleball
Pickleball er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden. Det er en ketsjersport, der spilles med en let bold og et paddle (som et hårdt bat), som blev opfundet i USA for over 50 år siden.
Pickleball spilles på en bane i badmintonstørrelse og et tennis-lignende net og bruger elementer fra andre ketjser/bat spil som tennis, squash, badminton og bordtennis. Det spilles både som single og double.
Det er et sjovt og socialt spil for alle niveauer og aldre. Og så er det utrolig let at komme i gang med at spille pickleball, da man hurtigt får styr på det basale.
Om Dansk Tennis Forbund og Pickleball
I 2023 gik Dansk Tennis Forbund sammen med sammenslutningen Pickleball Denmark i bestræbelserne for at udbrede pickleball og gøre det til en stærk foreningsidræt herhjemme. Sammen med DTF udgør de frivillige kræfter fra Pickleball Denmark et udvalg, der arbejder med udviklingen og organiseringen af pickleball i Danmark.
I pickleball tilbydes nu klubudvikling, træneruddannelse, turneringsrække med STATE Pickleball Tour og elite-setup med landshold. Sport Scandinavia med mærket Franklin er officiel leverandør af bat, tøj og udstyr til pickleball.
Lige som med tennis og padel arbejder Dansk Tennis Forbund og DGI også sammen om indsatserne for pickleball.