På trods af finalenederlaget i Dubai er DTF’s sportschef fuld af lovord om Clara Tausons start på 2025.
Clara Tauson måtte lørdag se sig slået i finalen ved Dubai Duty Free Tennis Championships. Det 17-årige stjerneskud Mirra Andreeva vandt med 7-6, 6-1 på en time og 47 minutter.
Finalepladsen i ørkenstaten giver 650 point til verdensranglisten, hvilket mandag vil katapultere Clara Tauson op som nummer 23 i verden. Det er ti pladser bedre end hendes hidtil bedste rangering, der kom tilbage i 2022.
”Det er så skønt at opleve, at Clara leverer på det her niveau. Det er en fryd for Clara, og det er en fryd for dansk tennis. Vi har længe vidst, at hun har et exceptionelt højt potentiale. Så det er en fornøjelse at se, hvordan hun nu udløser sit potentiale og vinder kamp efter kamp,” siger sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.
Lige så bemærkelsesværdigt som karrierens bedste rangering er det, at Clara Tauson nu er nummer fem på WTA Race-listen, der kun har resultater med fra indeværende år. Kun finalemodstanderen Andreeva, verdens to bedste Sabalenka og Swiatek, samt Australian Open-mesteren Madison Keys er foran danskeren.
”Clara har altid haft fantastisk tennis i sig. Men i år sætter hun det meget bedre sammen. Hun har jo været uhyggelig skarp fra 5-5 i sættene. Hun udviser en enorm ro og spiller sin bedste tennis, når der er mest på spil. Samtidig er det bare sådan, at sejre avler sejre. Den selvtillid omsætter Clara til topresultater,” siger Jens Anker Andersen.
Nye perspektiver
Jens Anker Andersen, der også er kaptajn for det danske Billie Jean King Cup-hold, fremhæver Clara Tausons samarbejde med sin træner Kasper Elsvad.
”Kasper har vist sig som et rigtig godt match for Clara, og det er en del af forklaringen på hendes succes. Der er ingen tvivl om, at Kasper gør et fantastisk godt arbejde som coach.”

Clara Tausons nye placering i det internationale tennishierarki giver nye perspektiver for resten af sæsonen.
”Clara og alle os andre skal have lov til at nyde øjeblikket. Men som sportschef glæder jeg mig også over de muligheder, der åbner sig med Claras avancement på verdensranglisten. Med en høj seedning i hånden slipper hun for igen at skulle møde en type som Sabalenka allerede i 3. runde,” siger Jens Anker Andersen med reference til årets Australian Open.
De næste store opgaver for Clara Tauson venter på den anden side af Atlanten, når der i marts spilles Indian Wells og Miami Open.
I april er der i øvrigt landsholdstennis på programmet, når det danske Billie Jean King Cup-hold skal spille kvalifikation til Finals mod Slovakiet og USA. Fredag blev kampprogrammet i Danmarks pulje, som spilles i Bratislava, offentliggjort. Det kan du læse mere om her.
Succes til Sigsgaard
Om end i en lidt anden skala end Clara Tausons finale var der også mere at glæde sig over i dansk tennis lørdag. Davis Cup-spilleren Christian Sigsgaard spillede sig i finalen i en $25.000-turnering i Italien.
I semifinalen slog han tyskeren Marvin Moeller med 6-3, 7-6. Nu venter den syvendeseedede ester, Daniil Glinka (ATP: 460), i finalen.
I oktober vandt Sigsgaard sin første professionelle titel, da han vandt en $25.000-turnering i Glasgow. Nu har han mulighed for at fordoble karrierens titelhøst.
Clara Tausons vej til finalen
- 1. runde: 7-6, 6-0 over Rebecca Sramkova (WTA: 42)
- 2. runde: 7-6, 3-6, 7-6 over Elina Svitolina (WTA: 24)
- 3. runde: 6-3, 6-2 over Aryna Sabalenka (WTA: 1)
- Kvartfinale: 7-6, 6-4 over Linda Noskova (WTA: 35)
- Semifinale: 6-4, 6-7, 6-3 over Karolina Muchova (WTA: 17)