Der var masser af energi og mennesker med lysten til at gøre tennistræningen endnu bedre i deres klub, da DTF og DGI afholdt trænerworkshop i Aarhus.
Der var godt gang i den hele dagen på det blå og grønne gulv i Skovbakkens Tennishal søndag. 31 trænere fra 15 forskellige klubber var mødt op med ønsket om at blive bedre til at træne børn.
Det var DGI Tennis og Dansk Tennis Forbund, der havde indbudt til workshop med briten Andy Dowsett. Han tog deltagerne gennem System-9, der er Dowsetts bud på, hvordan du via ni stadier kan sikre læring til alle aldre, mens de har det sjovt på banen.
Det praktiske på banen fik lov at fylde hovedparten af de fem timer til stor tilfredshed for deltagerne.
Hør hvad et par af dem sagde om workshoppen i Aarhus.
Nicklas Klit Sørensen, Hadsten Tennisklub
Hvad synes du om workshoppen?
”Jeg synes, at det er fedt at få noget inspiration med et system, som der er en, der har udtænkt på den her måde. Det bliver bundet op på nogle historier og hans erfaringer, der har virket igennem hans trænerkarriere. Så er der en masse energi og en masse mennesker, der har lyst til at være med. Det synes jeg er fedt.
Hvilken pointe, synes du, er den vigtigste, du kan tage med dig fra i dag?
”Det er, at de her ni trin kan bruges, uanset hvornår du starter med at spille tennis. Om du starter som fireårig, som Andys koncept er til, eller om du egentlig først starter, når du er 16 eller 35.”
Er der noget, du tænker, du kan bruge direkte til den træning, du står for i din klub?
”Jeg tror i hvert fald det her med at sørge for at få børnene til at elske at gå til tennis. Man kan godt mærke, at nogle af dem, der kommer i vores klub, måske kommer, fordi deres forældre siger, at I skal gå til et eller andet, og så er man der lige for at teste det af.”
”Men vi skal så finde den der måde, hvordan griber vi dem. Så det er faktisk ikke bare tennis, de tester af, men at det er tennis, de har lyst til at spille og blive en del af en tennisklub. Og også tage ned og spille mellem træningerne. Det er et af de dilemmaer, vi lidt står i. Både de børn og de nybegyndere, vi får derned, de kommer den ene time eller to timer om ugen, vi har træning. Det vil vi jo gerne lave om på, så der bliver spillet meget, meget mere tennis.”
Louise Mikaelsen fra Vadum Tennisklub
Hvad synes du om workshoppen?
”Jeg synes virkelig, at den bidrager med nogle gode pointer. Det er meget lærerigt, fordi man kan mærke, at det er en meget erfaren træner, der står og underviser os. Så jeg kan mærke, at jeg får virkelig meget ud af hans tilgang til træningen. Og også bare erfaringen i, hvilke øvelser han synes, der virker godt til at træne børn for at udvikle deres spil.”
Hvilken pointe er den vigtigste, du tager med fra i dag?
”Jeg tror virkelig, at jeg tager det med, at det er vigtigt at inkorporere det her med, at børnene lærer det der med at vinde i spillet. Og måske gøre det lidt mere konkurrencepræget, hvor man for eksempel kan afbryde den tekniske træning lidt nogle gange og give nogle små missioner til børnene, hvor de så skal dyste mod hinanden. Man så kan lave nogle konkurrencer, hvor alle kan inkluderes. Men hvor alle også har mulighed for at få en oplevelse af at vinde og tabe.”