Gentofte værter for ny professionel tennisturnering

Professionelle herrespillere fra hele verden gæster Gentofte i uge 31, når klubben lægger baner til en $30.000 ITF-turnering. Turneringen giver vigtige ranglistepoint og mulighed for hjemmebanefordel til danske spillere.

Gentofte-spilleren Christian Sigsgaard får hjemmebanefordel på ITF World Tennis Tour.

Spillere fra hele Europa og resten af verden kæmper om point til verdensranglisten, når professionel tennis vender tilbage til Storkøbenhavn denne sommer. I uge 31 bliver Gentofte Tennisklub vært for en $30.000-turnering for herrer på ITF World Tennis Tour.

Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, er glad for, at Gentofte har valgt at lægge baner til en ITF-turnering denne sommer.

”At spille internationale turneringer på dansk grund giver vores spillere en vigtig fordel. Det styrker de unge i deres skridt mod en professionel karriere, mens det for de rutinerede er en tiltrængt mulighed for at præstere i velkendte omgivelser midt i et ofte hektisk rejseprogram,” siger Jens Anker Andersen.

Fordele på hjemmebane

Internationale turneringer på hjemmebane er en stor fordel for spillerne. Alle forhold er velkendte, man kan nemt have sin træner med, og man kan sove trygt i sin egen seng om natten.

Christian Sigsgaard har i en årrække været en fast del af det danske Davis Cup-hold. Som spiller for Gentofte Tennisklub i den danske Elitedivision er han en af dem, der forhåbentlig kan nyde godt af hjemmebanen.

”Det er generelt altid fedt, når der er turneringer i Danmark. At det denne gang er i Gentofte, er selvfølgelig endnu federe. At spille på hjemmebane er en gave, men også en test. Det giver tryghed, energi og motivation, men det kræver også, at jeg kan håndtere de forventninger, som følger med. Mest af alt fra mig selv,” siger Christian Sigsgaard, der det seneste har vundet to tilsvarende turneringer i henholdsvis Glasgow og italienske Trento.

Det gav 25 point til verdensranglisten, og det er samme pointsum, der tilfalder vinderen af Gentofte Open.

”Det er baner og omgivelser som jeg er vant til og har spillet på i rigtig mange år, så når kampene går i gang, er det bare at forsøge at gøre det så godt som muligt, og ikke tænke så meget på alle mulige andre ting. Jeg håber at kunne mærke det er hjemmebane og få en fordel på den måde i stedet. Så det handler om balancen, men jeg ved, at det bliver en god uge for dansk tennis lige gyldigt hvad,” siger verdensranglistens nummer 520.

Tilbagevendende turnering

ITF-turneringen er tredjehøjeste professionelle niveau efter ATP-touren og ATP Challengers. Hovedturneringen vil have deltagelse af 32 spillere. Heraf vil otte af spillerne komme fra kvalifikationen.

Desuden spilles sideløbende en doublerække med 16 par.

Martin Jørgensen fra Gentofte Tennisklub er turneringsdirektør og manden, der skal få hele begivenheden til at spille. Han ser meget frem til at kunne byde på professionel tennis på Skolevej i Gentofte.

”Vi har gennem en lang årrække haft flere af de bedste danske spillere på både dame- og herresiden her i Gentofte. Derfor glæder vi os også rigtig meget til at kunne slå dørene op for den første turnering på ITF World Tennis Tour i klubbens historie. Det er med til at hjælpe vores mest ambitiøse spillere, samtidig med vi kan byde vores medlemmer og alle øvrige tenniselskere på international tennis i Storkøbenhavn,” siger Martin Jørgensen.

Han understreger, at turneringen kun er mulig takket være sponsorernes opbakning. Derfor er han også meget taknemmelig for alle, der har støttet op.

De to seneste år har der været professionelle turneringer i Skovbakken og Køge. De holdes ikke i år. Martin Jørgensen håber, at turneringen i Gentofte kan blive starten på en årligt tilbagevendende begivenhed.

FAKTAITF World Tennis Tour i Gentofte

  • Navn: Gentofte Open
  • Dato: 27. juli – 3. august 2025
  • Sted: Gentofte Tennisklub
  • Underlag: Grus
  • Præmiesum: $30.000
  • Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
  • Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
  • Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
  • ATP-point: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisterne
  • Tv: SPORT LIVE transmitterer direkte fra turneringen.