Den forsvarende danmarksmester i damedouble ser frem til stemning, skarpe modstandere og endnu en pickleballfest under DM-ugen i Aalborg.

Da Rikke Flygenring-Gantzel (Pickelball Copenhagen) sidste år trådte op på podiet med guldet om halsen, skrev hun og makkeren Nathali Thorius sig ind i historiebøgerne som de første danmarksmestre i damedouble i pickleball.
Nu gør hun sig klar til at gentage succesen, når DM-ugen rykker til Aalborg – og hun glæder sig ikke kun til kampene, men til hele den særlige energi, som kun DM-ugen kan levere.
Vi har taget en snak med Rikke Flygenring-Gantzel om, hvad hun ser frem til.
Du blev sidste år den første danmarksmester i damedouble sammen med din makker Nathali Thorius ved det første DM i pickleball nogensinde – kan du sætte nogle ord på den oplevelse?
”Det var virkelig en kæmpe oplevelse. At stå dér og vinde det allerførste DM i damedouble – sammen med Nathali – det føltes helt vildt. At have været med til at starte sporten op helt fra begyndelsen, hvor pickleball var ukendt i Danmark, og så står man dér med guldet om halsen. Vi havde jo bevidst ventet med at lave et DM, indtil sporten havde lidt mere bredde – og så endte det med at blive afholdt under DM-ugen, med opbakning fra både DTF og DIF. Det kunne ikke være skrevet bedre. Men ingen vinder en double alene. Nathali var og jo bare fantastisk.”
Der er sket meget i dansk pickleball de seneste år (du har blandt andet været med til EM) – hvordan har du oplevet udviklingen, og hvad betyder det for konkurrencen (til DM) i år?
”Det er så fedt at se, hvor hurtigt sporten vokser herhjemme. Der popper klubber op overalt, og det er helt vildt at tænke på, at jeg selv har brugt de sidste ni år på at hjælpe mange af dem i gang – nu sker det bare helt af sig selv. Det er fedt. Og det gør selvfølgelig også noget ved konkurrencen. Der er kommet flere dygtige spillere til, og vi får meget mere varieret modstand – hvilket også gør os skarpere, når vi spiller ude i verden og møder forskellige spillestile. Det hele løfter niveauet. Og så er det bare sjovere, når man bliver presset lidt mere.”
Er der nogen særlige modstandere, du holder øje med i årets felt?
”Tobias (Buhl Jensen, red.) og Kathrine (Kristensen, red.). De har virkelig løftet deres spil det seneste år, og det er altid sjovt at møde nogen, der presser én til at finde sit bedste frem. Det bliver nogle intense og forhåbentlig rigtig gode kampe.”
Hvilket øjeblik fra DM sidste år husker du bedst (udover din guldmedalje)?
”Stemningen, uden tvivl. Det var som om, hele turneringen havde en særlig energi – man kunne mærke, at det her var noget nyt og lidt historisk. Og da vi så gik gennem Herning bagefter med medaljerne om halsen, og byen summede af liv og fest – det var virkelig magisk. Det var mere end bare en almindelig turnering.”
Hvad betyder det for dig, at pickleball er på programmet til DM-ugen?
”Det betyder virkelig meget. For sporten – og for os, der har kæmpet for den i så mange år. Pickleball har så meget at byde på – det er sjovt, tilgængeligt og vildt underholdende at se på. Og DM-ugen er et fantastisk koncept. At samle alle de større og mindre sportsgrene og give dem en stor scene skaber en helt særlig stemning. Det løfter os alle sammen.”
Har du planer om at skulle se andre danmarksmesterskaber, når du er afsted?
”Ja, helt sikkert. Jeg elsker at opleve andre sportsgrene – både dem jeg kender lidt til, og dem jeg aldrig har set før. Jeg håber, at kunne nå at se alt fra beachvolley til bordtennis, styrkeløft, skydning – ja, i princippet alt det jeg kan nå mellem mine egne kampe. Det er jo det, der gør DM-ugen så fed – der er altid noget at opleve.”
Ryk til tilmelding
Lyder det som noget for dig? Så tilmeld dig DM i pickleball.