BJK Cup: Danmark skal møde Mexico og Canada

Stærk modstand venter det danske kvindelandshold i tennis, når de i november rejser til Mexico for at møde verdensranglistens nummer 5, Canada, og hjemmebaneholdet Mexico i kampen om en plads i Qualifiers.

Det danske Billie Jean King Cup-hold var senest i aktion i april, hvor de mødte Slovakiet og USA.

Det danske kvindelandshold i tennis skal i november til Mexico, hvor de i Billie Jean King Cup Play-Offs skal møde værtslandet Mexico samt stærke Canada. Det blev afgjort ved lodtrækningen, som torsdag fandt sted hos det internationale tennisforbund (ITF) i London.

Puljen bliver spillet fra den 14.-16. november i mexicanske Monterrey på Club Sonamas udendørs hardcourtbaner. De tre nationer mødes og spiller alle mod alle over tre dage. Puljevinderen sikrer sig adgang til Billie Jean King Cup Qualifiers i 2026. De to øvrige hold rykker ned i den regionale Group I.

Tilbage mod toppen

Det danske hold spillede i april på det næsthøjeste niveau i verdens største kvindelige landsholdturnering, hvor de mødte USA og Slovakiet i Qualifiers. Efter nederlag i begge opgør, har holdet nu chancen for at spille sig tilbage til det niveau via Play-Offs.

Det er dog to stærke nationer, der venter det danske hold, der selv er nummer 26 på verdensranglisten for nationer. Canada er aktuelt nummer fem på verdensranglisten, og er denhøjest placerede nation i lodtrækningen. De råder over profilerne Leylah Fernandez (WTA: 30) og den 18-årige Victoria Mboko (WTA: 95), som er stormet op ad ranglisten i år. Desuden har de doubleverdensranligstens nummer 5, Gabriela Dabrowski.

Værtslandet Mexico ligger nummer 20 på nationslisten hos ITF. Mexicanerne har Renata Zarazua(WTA: 75) som den klart bedste spiller på verdensranglisten. Giuliana Olmos er nummer 48 i verden i double. Det er dog ikke ukendt for det danske hold, der slog Mexico i november sidste år på hjemmebane i Farum Arena.

Billie Jean King Cup-kaptajn Jens Anker Andersen ser frem til kampene.

Vi glæder os til at tage til Monterrey og give alt, hvad vi har. Canada er en stærk tennisnation med verdensklassespillere, og Mexico har hjemmebanefordel. Men vi viste i november, at vi kan slå dem. Vi tror på vores egne styrker. Vi har vist før, at vi kan overraske, og vi går benhårdt efter at vinde puljen, siger Jens Anker Andersen.

Kampen om oprykning

I alt syv grupper spiller Play-Offs i uge 46, og kun de syv gruppevindere rykker videre til Qualifiersi 2026.

Puljen i Monterrey bliver dermed en nøgleopgave for det danske landshold, som i de seneste år har taget markante skridt frem internationalt.

OM BILLIE JEAN KING CUP 

Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals, der fra 2025 har deltagelse af otte nationer. Finals spilles i september som en vind eller forsvind-turnering.

Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i november Billie Jean King Cup Play-Offs om en plads i Billie Jean King Cup Qualifiers 2026, der er det næstøverste niveau i kvindelig landsholdstennis.

I Billie Jean King Cup Play-Offs i 2025 mødes tre nationer og spiller alle mod alle over tre dage. Hver landskamp består af to singler efterfulgt af en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Vinder Danmark puljen med Mexico og Canada, kvalificerer Danmark sig til Billie Jean King Cup Qualifiers i 2026. Bliver Danmark nummer to eller tre, skal holdet spille Billie Jean King Cup Group I i Europe/Africa.