Gentofte Tennisklubs Christian Sigsgaard og Valdemar Pape blev de eneste to danske singler, der indløste billet til 2. runde, da seks danskere var i aktion tirsdag ved Gentofte Open. De to skal møde hinanden.

Det var stordanskerdag ved Gentofte Open, da hovedturneringen blev indledt tirsdag. Af danskerne var kun KB’s Sebastian Grundtvig Jørgensen henvist til onsdagens kampprogram.
Helt dansk var det i opgøret mellem Valdemar Pape (Gentofte) og Carl Emil Overbeck (KB). Sidstnævnte vandt uden de store problemer første sæt med 6-1. Men så vendte kampen, og Valdemar Pape tog andet med 6-3.
I afgørende sæt var Pape foran hele vejen og kunne serve kampen hjem ved 5-4. Det mislykkedes dog. Men Pape, der til daglig spiller college-tennis på Harvard, brød igen Carl Emil Overbecks serv. Og i andet forsøg servede Pape kampen hjem.
Dermed tjente han sit livs første ATP-point på de samme baner, som han træner på til hverdag.
”Det er superfedt. Jeg ved ikke, hvor meget det betyder i sig selv at få et point. Men det betyder, at hvis jeg skal spille de her turneringer, kan jeg lidt nemmere komme ind i dem. Så er der også bare fedt at blive anerkendt for at træne hårdt og få et point,” siger Valdemar Pape.
En super oplevelse

I 2. runde kan Valdemar Pape se frem til endnu et danskeropgør. Det bliver med klubkammeraten Christian Sigsgaard, der er seedet 5 ved $30.000-turneringen.
Den danske Davis Cup-spiller mødte den rutinerede brite Toby Martin. Sigsgaard havde godt styr på det meste af kampen. Men det kneb lidt, da ballet skulle lukkes. Først misbrugte danskeren fem matchbolde i Martins serv.
Derfor skulle der en tiebreak til i andet sæt. Her røg der yderligere to matchbolde i britens serv, inden danmarksmesteren kunne række armene i vejret, da modstanderens retur sejlede ned bag baglinjen.
”Der var rigtig mange mennesker i dag, som kom med support. Så det var en super oplevelse. Jeg er rigtig glad. Det endte med at blive en rigtig svær kamp. Jeg havde ellers rimelig godt styr på den. Men det var godt at komme i gang, og jeg tror, det bliver bedre herfra. Så jeg glæder mig,” siger Christian Sigsgaard.
Tre gange dansk exit
Pape og Sigsgaards klubkammerat, Oskar Brostrøm Poulsen, var den danske, der ellers var tættest på at nå til 2. runde. Wild card-spilleren vandt første sæt i tiebreak mod svenskeren Oskar Jansson. Men Brostrøm Poulsen kunne ikke stå distancen og tabte de to næste sæt med 6-3, 6-4.

Benjamin Hannestad (KB) lagde hårdt fra land og kom på 5-1 mod ottendeseedede Nick Hardt fra Den Dominikanske Republik. Men Hannestad fik ikke omsat sine sætbolde, og i stedet kæmpede den lynhurtige Hardt hårdt for at komme ind i kampen.
KB’eren tabte sættet med 7-5. Selvom der var mange publikumsvenlige dueller i andet sæt, kom der ikke et danskervenligt resultat ud. 6-3 og exit til Hannestad. Dog fik han Benjamin Hannestad lidt oprejsning senere på dagen, da han sammen med Sebastian Grundtvig Jørgensen spillede sig videre i double.

Sidste spiller med Dannebrog ud for sit navn var Gustav Theilgaard. Han spillede også næsten et danskeropgør, da han mødte Eric Vanshelboim fra KB, der internationalt stiller op for Ukraine. De to havde for ganske nyligt mødt hinanden i finalen ved Leschly Cup i Aarhus. Facit blev det samme ved denne lejlighed.
Andenseedede Vanshelboim vandt med 6-4, 6-2.
Ungt wild card med succes
I doublerækken havde de to juniorer Christian Grønfeldt-Sørensen (KB) og August Brostrøm Poulsen (Lyngby) modtaget et wild card. De to 18-årige sagde tak for tilliden med en kanon indsats.
De vandt første sæt med 7-5 mod deres serbisk-argentinske modstandere, der var seedet 3. I andet sæt var kanonerne lidt ude af sync på de to høje danskere. Derfor måtte der en matchtiebreak til for at afgøre kampen. Her udviste danskerne ingen nåde. De vandt 10-6 og sikrede sig deres første ATP-point i double.

Det andet danske wild card i double med Nikolaj Katic (B.93) og Felipe Mikkelsen (Hareskov-Værløse) var chanceløse med de andenseedede svenskere Adam Heinonen og Nikola Slavic, som vandt med 6-2, 6-0.
Onsdag fortsætter turneringen. Sebastian Grundtvig Jørgensen skal spille 1. runde i single klokken 9:30. Desuden skal Christian Sigsgaard, Gustav Theilgaard, Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen i aktion i double.
FAKTA: ITF World Tennis Tour i Gentofte
- Navn: Gentofte Open
- Dato: 27. juli – 3. august 2025
- Sted: Gentofte Tennisklub
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $30.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
- ATP-point: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisterne
- Tv: SPORT LIVE transmitterer direkte fra turneringen fredag, lørdag og søndag
- Livestream: Alle kampe i hovedturneringen livestreames fra ITF’s platform
- Billeder: Billeder fra turneringen til fri afbenyttelse kan findes her